Danmark er længe om at knække Sydkorea

Danmark vandt 26-24 over Sydkorea ved OL i London. Nu er det bare at vente på kvartfinalemodstanderen

Playmaker Thomas Mogensen i gennembrud. Foto: scanpix
London 6. august 2012 17:05

Danmarks håndboldherrer sluttede gruppespillet ved OL i London af med en sejr over Sydkorea på 26-24.
Efter et langt tilløb på godt 50 minutter lykkedes det endelig mod slutningen for Ulrik Wilbeks mandskab at få krammet på sydkoreanerne, som dermed forlader turneringen uden en sejr.
Kampen havde som sådan ikke den store betydning. Danmark var allerede videre til kvartfinalerne, men havde dog en øretæve mod Kroatien, der skulle ud af systemet.
Sydkoreanerne gav sig dog ikke uden kamp. De var både farlige på kontra og i det etablerede angrebsspil, hvor det danske forsvar en gang imellem så lidt tungt ud over for deres fodfinter.
Og så havde de samtidig held til at få tacklinger til at se så voldsomme ud, at dommerne fra De Forenede Arabiske Emirater følte sig kaldet til at gribe ind.
Sydkorea gik til pause med en 14-13-føring, og det skulle danskerne måske i virkeligheden være fint tilfredse med, for det havde ikke været overbevisende indtil da.
Det danske forsvar fik langt bedre fat på de hurtige modstandere efter pausen, og det gik fint med at spille sig igennem det offensive koreanske forsvar.
En mandsopdækning af Mikkel Hansen fik heller ikke den store betydning. Den danske venstreback spillede nu heller ikke nogen stor kamp.
Men med fælles hjælp og pæne scoringsbidrag fra Anders Eggert og Michael V. Knudsen lykkedes det at snige sig ind på modstanderne, og knap 10 minutter før tid udlignede Eggert til 21-21.
Så gik det hele pludselig Danmarks vej. Dommerne gav udvisninger til Sydkorea for film, Mikkel Hansen fandt målet, og koreanerne havde ikke mere at skyde med.
Sejren betyder, at Danmark slutter med otte point og enten bliver nummer to eller tre i puljen. Den præcise placering afhænger af kampen mellem Kroatien og Spanien senere på dagen.
Og hvilken kvartfinalemodstander placeringen så udløser, står først klart, når Sverige og Frankrig har mødtes i den allersidste kamp i den anden pulje
Kampen begynder 22.15 dansk tid og slutter hen under midnat./ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...