Smuk og hyggelig udstilling

Se hvad NORDJYSKE´s anmelder mener om Vråudstillingen

Max Melgaard
Gorm Spaabæk udstiller 36 monotypier med et dragemotiv fra en kirke. Her er tre af dem.
Udstillinger 14. august 2013 14:41

kunst

Vråudstillingen 2013

Fire stjerner ud af seks

Vråudstillingen er virkelig smagen af Vrå. Det er duften af august. Det er følelsen af sommeren, der går på hæld. Og sådan har det været i mange år. Dette er tradition krydret med fornyelse.

Arkitekturdelen af Vråudstillingen plejer at holde til i højskolens gymnastiksal, men i år er den - mestendels - flyttet ind i foyeren, og temaet i år er helende arkitektur. Det er svært at anmelde arkitektur som en kunstudstilling, for det, der vises, er jo plancher, tegninger, modeller og fotografier. Skal arkitektur anmeldes, må det ske ved at kigge på de færdige bygninger. Så herfra skal der ikke lyde nogle bedrevidende ord.

Årets bedste og mest iøjnefaldende kunst er Gorm Spaabæks endevæg i Kunstsalen.

Højdepunktet

Ja - helt generelt er værkerne i Kunstsalen udstillingens højdepunkt. Og mest slående er altså Spaabæk, der på den ene endevæg viser 36 monotypier på papir. Alle 36 værker er ens motivmæssigt: Det er nemlig en drage fra en kamsten i Grønbæk Kirke. Men hvert monotypi har sine egne farver. Derfor bliver de forskellige. At der er 36 store værker i tæt ophængning er en monumental oplevelse af de virkelig fede.

I Kunstsalen finder vi også tre gigantiske fotografier lavet af Cubo Arkitekter. Det er skildringen af et sundhedshus. Men selv om det ”blot” er arkitektens fotografier af et hus, er det også kunstfotografi på et højt plan.

I samme sal finder vi tre finurlige billeder af Ole Tersløse. Alle tre forestiller en krukke, hvorfra en knægt stikker hovedet op i forskellige sindstilstande. Fascinerende, flot og med et fint, humoristisk strejf. Vi finder også her Peter Hentzes sjove mosaikfugle, og vi ser fotokunst af Tove Anderberg. Det er sart og finurligt, men jeg savner altså hendes sarte og finurlige keramik på udstillingen. Hun kan nemlig noget med ler, som ingen andre mestrer.

Det daglige brød

Inde i midten af salen finder vi Karen Havskov Jensens installation ”Det daglige brød”. Det er en hæklet installation.

Og her skal jeg lige bekræfte, at Deres udsendte ikke er fuld og på rulleskøjter! Der er vitterligt tale om et gigantisk værk, der er hæklet af hvid bomuldstråd. Et gigantisk nadver-agtigt bord komplet med servietter, lysekroner med mere. Og hertil en lydside af Christian Risgaard Thomsen. Det værk er imponerende i såvel idé som udførelse.

Endelig finder vi i Kunstsalen såvel litografi som skulptur af Erik Heide. Især hans skulpturer af huse, der ligner noget fra de græske øer, er aldeles bedårende.

Tilbage i selve Kunstbygningen møder man som noget af det første fotografier af Kirsten Klein. Nu også i farver. Men præcis lige så stilsikker som altid. Og lige i nærheden Gerda Thune Andersens fine bronze-relieffer ”Skin of earth”, der ligner vulkansk landskab. Hjördis Haack viser fem malerier af opvaskebaljer. Det er originalt, sjovt, præcist og detaljeret.

Sporring urkraft

Så kommer vi til Ole Sporring, som igen er et af udstillingens højdepunkter. Han viser fem værker fuldt med urkraft, krasse farver og stærk motivbehandling. Overfor udstiller Søren Elgaard, som viser nogle værker af en pige på Louvre. Her må man spørge, om kunstneren er på vej til et stilskift efter mange år med spejlinger og motiver set gennem glas. Men der er også flere værker i Elgaards gamle stil.

Poul Skov Sørensens koldnålsraderinger er som sædvanlig af høj klasse. Christina Capetillo viser seks store fotos i sort/hvid med høj kontrast. Flot. Det samme er Henrik Haves malerier med flotte farveholdninger. Og Helga Exner viser denne gang sine smykker hængt op på musikplakater. Og det bliver altså for meget, for smykkerne forsvinder fuldstændig lige der.

Vråudstillingen er, som sædvanlig, en blandet landhandel. Den holder, som sædvanlig, en ganske høj kunstnerisk standard, og som fast tilbagevendende gæst år efter år kan man se, hvilke kunstnere der er i udvikling, og hvem der bare fortsætter ad det sædvanlige spor. Skal man sætte en etiket på, kunne det være: Smuk og hyggelig.

Vråudstillingen 2013

Kunstbygningen i Vrå

Til 1. september.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...