Danmark slog Ungarn og er i mellemrunden ved EM

Det danske håndboldlandshold er sikker på at få mindst to point med til mellemrunden efter sejren over Ungarn

COP101. 2 kamp i indledende runde mellem Danmark-Ungarn i Malmø Isstadion. Danmarks Anne Cecilie Dornonville de la Cour og Fie Woller. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)
Malmø 7. december 2016 22:28

MALMØ: Det kvindelige danske håndboldlandshold er klar til mellemrunden ved EM i Sverige.

Onsdag aften i Malmø vandt Danmark sikkert med 23-19 over Ungarn på Malmö Isstadion.

Det skete efter en kamp, hvor det stærke danske forsvar ikke uventet trak det største læs sammen med målmand Sandra Toft.

Danmark var ikke bagud en eneste gang i kampen og virkede i kontrol.

Efter den anden sejr i træk har Danmark fire point i gruppe C, hvor de tre bedste hold går videre. Danmark er sikker på at tage mindst to point med til mellemrunden.

En sejr i den sidste kamp fredag mod Tjekkiet vil sikre, at landstræner Klavs Bruun Jørgensens hold kommer videre med de maksimale fire point.

Det stod hurtigt klart, at det lige som i 22-21-sejren over Montenegro primært var det danske forsvar, der skulle sikre sejren mod Ungarn.

Den danske offensiv kom hakkende i gang, og efter et kvarter havde de 1986 tilskuere blot fået syv mål at se.

Herefter lavede Danmark dog to hurtige mål og kom foran 6-3.

De danske bagspillere omkring anfører Stine Jørgensen havde det svært i denne periode, men ved et par lejligheder havde Danmark held med indspil til Stine Bodholt.

Ud over sine tre mål på tre forsøg bidrog den stærke stregspiller også til at holde Ungarn fra scoringer i den anden ende af banen.

Det skadesramte ungarske hold, der tidligere i år fik danske Kim Rasmussen som cheftræner, var under pres efter den dårlige indsats i 22-27-nederlaget til Tjekkiet.

Ungarn måtte undvære stjernen Zita Szucsánszki på grund af en brækket næse.

Dermed slap de danske spillere for at møde spilleren, der sidste år hamrede otte mål ind mod netop Danmark i Ungarns 29-22-sejr ved VM på dansk grund.

Derfor var meget ansvar lagt over på Anita Görbicz, men veteranen er et stykke fra fordums styrke.

Ungarn mønstrede i det hele taget meget lidt højde og fysik i bagkæden, og det var også en del af den danske forsvarsplan at kvase modstanderne fysisk.

Det lykkedes i første halvleg, der endte 12-10 til Danmark.

Venstrebacken Anne Mette Hansen, der ikke havde været så meget med offensivt i første halvleg, scorede Danmarks to første mål i anden halvleg.

På backpladsen i modsatte side havde Mette Tranborg det sværere i offensiven, og den høje SK Aarhus-spiller har hidtil brilleret mest i forsvaret under EM.

I målet sørgede Sandra Toft for flere redninger på vigtige tidspunkter. Målmanden fra norske Larvik lavede i alt 11 redninger.

Anfører Stine Jørgensen kunne ikke helt leve op til den meget flotte indsats mod Montenegro, men hun sluttede alligevel som Danmarks topscorer med fem mål.

Line Haugsted kom ind og lavede to mål, og i målet kom unge Althea Reinhardt ind og reddede flot tre af fire ungarske straffekast.

På højrefløjen var Trine Østergaard træfsikker med tre mål på tre forsøg, så der var mange positive ting at tage med videre i EM-forløbet./ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...