Når ideer forældes

Det er samfundsmæssigt selvmord at vende ryggen til nyudvikling i billedmæssig kommunikation, skriver Gorm Spaabæk

Ordrupgaard 15. januar 2005 18:26

Det er en ældgammel erkendelse, at det rå og ubehagelige bliver husket som idyllisk og smukt, når det skarpe er glemt og alting er sløret i tid og tåger. Galgebakken mellem Dronninglund og Hjallerup er et godt eksempel. Den er fredet på grund af sine æstetiske og landskabsmæssige værdier, ikke så meget på grund af den onde og brutale tid, som den er udtryk for. Et andet eksempel, hvor man kan genkende denne mekanik, var på Uwe Max Jensens udstilling i Aalborg kunstpavillion i april 2001. Her havde Jensen arbejdet i grænselandet mellem kunst og virkelighed og i samarbejde med Peter Rindal etableret en udstilling, hvor Peter Rindals stue og møbler var flyttet på udstilling. Udstillingen med Rindals dagligstue var en meget vedkommende, spændende og relevant udstilling. Med den betydning, Peter Rindals synspunkter stadigt har i det danske samfund, var det særdeles interessant at opleve, hvad ramme Rindal lever i. Og det var bemærkelsesværdigt, at man her kunne se, at der midt i Peter Rindals dagligstue hang et gammeldags åg som dekoration og pynt. Et åg var førhen et symbol på underkastelse, undertrykkelse og opslidende monotomt arbejde. Eksempelvis kan man se hvorledes Edward Munch bruger åget i sine billeder som symbol for undertrykkelse. At gifte sig var i Munchs optik, at træde under åget. NÅR MAN MØDER et åg på væggen i Peter Rindals hjem, tillader jeg mig at opfatte det som udtryk for, at åget ikke er modbydeligt for Peter Rindal. Noget, jeg ser som udtryk for at ågets ideindhold er uaktuelt og har mistet sin betydning. Hvis Peter Rindal virkeligt opfatter et åg som noget dekorativt, siger det noget alment om, hvordan mekanikken er, når ideer forældes. Det er en mekanik, man ofte genfinder i opfattelsen af og brugen af billedkunst. Et andet godt eksempel er Michael Anchers maleri af den druknede fisker fra 1896. Det er nok det mest berømte billede af en arbejdsulykke, man finder i den danske kunsthistorie. Et råt billede, der visualiserer rædselsfulde livsvilkår i en af den tids allerfattigste befolkningsgrupper. At fortælle om armod og uretfærdighed var den unge Michael Anchers projekt og man møder i hans billeder nogle fortællinger der svarer til de beskrivelser, man kan læse hos den tids banebrydende forfattere. Som for eksempel hos Aakjær, Wied, Andersen Nexø og Pontoppidan. Hos den slags forfattere er pyntelighed og underholdningsværdi ikke noget bærende element. Til gengæld møder man en skarp og realistisk samfundskritik. Og man møder en grænseoverskridende og virkelighedsnær realisme der i brede kredse, i den tid, blev opfattet som direkte modbydelig. Selvfølgelig kan det idag være svært at forstå, at Skagensmalerne blev modarbejdet og bekæmpet. At de som kunstnere udtrykte en kritik og en diskussion der skabte samfundsudvikling. - En kunst der skabtes i modstand, med en reel trussel om straf og fængsling som en del af forudsætningen. MEN DET VAR en helt anden tid dengang. Eksempelvis kørte man i hestevogn og betalte fire procent i skat og de eksperimenterende, rebelske kunstnere i Skagen, fik i modsætning til den virkelighed der hersker idag, deres produktion finansieret. I Skagensmalernes tid var kunstnere velbetalte , velstående og veletablerede borgere i samfundet. Det er noget enhver kan aflæse ved at se på størrelsen af de beløb der blev betalt for disse kunstneres værker. Og ved at se på kunstnernes huse i Skagen, der er nogle af de største privatboliger, der var i dengang var i Skagen. Og så er det så, at kunstnerne kvitterede for deres rigdom og gav og gav. Når Skagen idag er et begreb i det kulturelle landskab, er det fordi kunstnerne og deres familier skænkede det Nordjyske samfund næsten ufattelige værdier. Både i form af kunstværker og i form af penge. Det er kunstnerne og deres familier, der finansierer opbygningen af museerne i Skagen, og det er værd at bemærke, at det, samfundet har ydet i denne sammenhæng, er minimalt. Hvordan er det så med de andre landsdele? Har man her noget, der kan sammenlignes med de forhold, man finder i vores landsdel? Ja, det er tilfældet i København, der er begavet med Glyptoteket, Thorvaldsens museum, Davids Samling og Hirsprungs Samling. Og det er tilfældet med Nordsjælland der er begavet med Nivågaard , Ordrupgaard og Louisianna. Men bortset fra hovedstadsregionen er der ikke nogen landsdel, der kan takke billedkunsten for så meget, som vores landsdel kan. Og billedkunst har i alle disse mange år været en råvare der skabte grundlag for massevis af arbejdspladser i billedkunstens følgeindustrier. Skagen er for eksempel et brand der har gjort Nordjylland berømt, og hvad var landsdelens turistindustri, uden billedkunsten i Skagen. SÅ ER DET, man kan få det intryk, at de nordjyske politikere tror, at alt dette er noget naturgivent. At alle disse rige gaver er noget der kommer dryssende af sig selv, som manna fra himlen. Man har åbenbart ikke indset at disse forhold er noget helt usædvanligt. Og at de kostelige gaver man ser i Skagen vokser ud af nogle samfundsforhold der var gældende i Danmark for hundrede år siden. Man får det intryk, at de nordjyske beslutningstagere ser på billedkunstens samfundsmæssige strukturer, igennem nogle briller, der skruet sammen i en tid, hvor man kørte i hestevogn og stadigt kunne leve af at køre møg i møgbør. Man tror åbenbart, at alting er sukkermad, at man ikke skal yde noget, og at alting kommer af sig selv. At beslutningstagerne i Nordjylland på den måde tænker og optræder som forkælede børn, er den eneste logiske og fornufts prægede forklaring jeg kan finde på, den måde man optræder på. At man har vendt ryggen til billedkunstnerisk forskning og nyudvikling, og ikke har sikret, at den råvare man skal leve af i fremtidens Nordjyske samfund, er på plads. HER ER DET så, at filmen knækker. Man har ikke taget konsekvensen af at billedkunsten idag er et af den globale verdens allervigtigste udviklingsrum for nye ideer, og at det er her de nye ideer skabes, der i næste led skaber arbejdspladser. Derfor har det ikke præg af logik og fornuft, at man ikke finder nogen platform hvor den slags billedkunstnerisk diskussion og eksperimenterende begrebsdannelse kan folde sig ud i Nordjylland. I kommuner og i amt har der ikke været penge sat af til at sikre at denne nødvendige råvare kom på plads. Man er åbenbart tilfreds med det der er. At den historiske dimension er godt nok, og at de tankegange der var et fornuftigt grundlag for samfundsudvikling for halvtreds og hundrede år siden stadigt er et fornuftigt grundlag idag? Det er bestemt ikke den måde man tænker på, i andre sammenhænge. Eksempelvis har man for længst gennemlevet det ubehagelige og smertefulde forløb at slagte hestene, og i stedet har man købt traktor. Noget, man kan se som udtryk for, at man på snart sagt alle andre områder har arbejdet nysgerrigt og aktivt for, at det Nordjyske samfund fik adgang til en opdateret tankegang en ny viden og teknologi. PÅ DET billedkunstneriske område har man derimod vendt ryggen til den nye eksperimenterende udvikling af viden. Der er ingen strukturer på området og det er nok den vigtigste årsag til, at de billedkunstneriske nyskred, der sker i resten af verden, er gledet udenom landsdelen. Som en forhenværende kulturminister formulerede det i forbindelse med udvidelsen af en Nordjysk kunstbygning. Når man lander i Aalborg og kører nordover, kan man stole på, at alting stadigt er, som det var engang. At denne udviklingsmæssige katastrofe der har fået lov til at ske, kan ses i sammenhæng med at det vrimler med unge nordjyske kunstnere, blandt de danske kunstnere, der i halvfemserne blev verdensstjerner på billedkunstens scene .En hel flok af unge danske billedkunstnere er nøglepersoner i den billedkunstneriske diskussion, der sætter dagsorden på verdensplan. Hvad kan så være årsagen til, at Nordjylland vender ryggen til verden? Hvad er årsagen til, at alt dette tab af udviklingsmuligheder har fået lov til at ske? KAN DET VIRKELIGT være, fordi det er et så almindeligt synspunkt i det Nordjyske samfund, at man først vil se på åget når det er forældet, og ikke mere kradser og gør ondt? Eller er årsagen, at man ikke har forstået og taget konsekvensen af, at billedkunsten skal bruges på en helt anden måde i dag, fordi samfundet har ændret sig. At vi lever i et videns om kommunikationssamfund, og at billedkunst igen er begivenhedsorienteret. I dag skabes kunsten til et bestemt sted, en bestemt situation, en ramme eller en begivenhed. Ligesom i renæssancen er kunsten i dag, noget, der tænkes og skabes i en sammenhæng. En tankegang man kan se de unge generationer allerede har taget til sig. Som for eksempel på de store udstillinger med tidssvarende samtidskunst i udlandet. Her er et hundredtusindtalligt ungt publikum . Og man møder her en helt anden alders sammensætning, end den man almindeligvis møder på en Nordjysk udstilling. Og det er noget, man kan ses i Herning, hvor man med "Socle du Monde" projektet eksperimenterer med samarbejds relationer mellem kvalificerede eksperimenterende billedkunstnere og det lokale erhvervsliv. En videreudvikling af Damgaards måde at tænke kunst på, og det er i den sammenhæng værd at bemærke , at der tilsyneladende ikke tales om kunststøtte her. I Herning ser man derimod kunst som nødvendigt udviklingsarbejde, hvor grundlaget for fremtidens arbejdspladser skal sikres. I Herning har man ikke fået så meget foræret som vi har, og man er vant til at gøre noget selv. 26. AUGUST kunne man se en politiker skrive i NORDJYSKE, at det nordjyske samfund i fremtiden skal leve af videnstunge og kreative job. Det er som beskrevet i en lang række artikler i NORDJYSKE i direkte modstrid med den billedkunstpolitik, som Amtets undervisnings og kulturudvalg har stået som eksponent for. Hvis vi i fremtidens Nordjylland skal leve af videns- og kommunikations industri er det samfundsmæssigt selvmord, at vende ryggen til nyudvikling i billedmæssig kommunikation og begrebsdannelse. Derfor er det en ulykke, at der ikke er noget grundlag for eksperiment og kvalificeret nyformulerende samtidskunst, i Nordjylland. Gorm Spaabæk, Solparken 34, Dronninglund. E-mail: gormspaabaek@stofanet.dk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...