Kære politikere - vi lever ikke i 1800-tallet

Med stor forsinkelse og i stor stilhed udkom amtets kulturpolitik her i foråret. Teksten om billedkunst i denne publikation er nærmest sort snak, og det er svært i denne tekst at se nogen som helst sammenhæng med den virkelighed, der er i Nordjylland i dag.

Aalborg 18. september 2004 00:09

Amtets kulturpolitik mangler således billedkunstnerisk produktion og eksperiment. Hvor i amtets politik finder man f.eks. eksperimenterende begrebsdannelse eller fordybelsen i ældgamle formsproglige problematikker? Eller tænk sig til sammenligning, at man på samme måde havde en amtslig teaterpolitik, hvor der ikke indgik produktion af teater. Ser man overfladisk på det her, er der naturligvis mængder af kunstudstillinger i Nordjyllands Amt. Men hvad er en udstilling? Har denne form og den kunst, der fungerer i den klassiske udstillingssammenhæng, overhovedet en relevans i vort amt i dag? Begrebet kunstudstilling er jo ikke noget, Gud har skabt, og en udstilling, som vi kender den i dag, er et særdeles nyt fænomen. Det er noget, der opstår i 1700-tallet som en slags salgsmesse, og op igennem 1800-tallet udvikler man i Frankrig udstillingen til noget der meget ligner det, man kender i dag. At gå på udstilling bliver en fritidsindustri, hvor borgerskabet betaler en entré for at få en underholdning og oplevelser. I denne tid var det velstående mennesker, der kom på udstillinger, og det er bemærkelsesværdigt at finansieringen af aktiviteten dengang var reel. Dvs. at indtægterne ved kunstudstillinger stod i forhold til det, som det kostede at arrangere en sådan udstilling. Desuden var der i den tid en samfundsstruktur, hvor det var almindeligt, at velhavende samfundsborgere betalte formidable beløb for et maleri. Eksempelvis fik Krøyers i 1897 et honorar på 30.000 kr. for maleriet af "Videnskabernes Selskab". Et beløb, der dengang svarede til dusinvis af almindelige håndværkerfamilers årsintægt. Set på den baggrund er det værd at bemærke, at store dele af den nordjyske befolkning i de seneste generationer har flyttet sig fra en landbo, arbejder og håndværker kultur til en kultur, der er båret ud af borgerskabets tankesæt. Og derfor er der logik i, at udstillingen som begreb fylder så meget i opfattelsen af, hvad billedkunst er, i Nordjylland. Men man har ikke set i øjnene, at den finansiering, der for 100 år siden foregik i storbyborgerskabets kultur, ikke mere eksisterer. Billedkunstens økonomi er ikke fulgt med tiden. Når vore dages kunstpublikum besøger en udstilling, betaler dette publikum derfor ikke en reel pris for den vare, man forbruger. En af de faktorer, der forplumrer billedet af disse ting, er den vrimmel af hel- og halvoffentlige udstillingssteder, der organiserer kunstudstillinger i Nordjyllands Amt. Det er en misforståelse, hvis man tror, at kunstnerne bliver betalt for det arbejde, der udføres i forbindelse med den slags kunstudstillinger. Reglen er derimod, at billedkunstnerne finansierer gildet. Et godt eksempel er kulturland-udstillingen i Aalborg i 1996, hvor de skuespillere og musikere der optrådte her og dele af det bureaukrati, der organiserede udstillingen, fik betaling for det arbejde, man udførte. Billedkunstnerne fik derimod ikke betaling for deres arbejde. Det er et problem, at den offentlige sektor fører an, når denne både ineffektive og asociale norm sættes. Alt dette er naturligvis grædekonesnak. Men man er nødt til at have denne forståelsesramme med, fordi disse forhold har alvorlige konsekvenser for det nordjyske samfund. Det betyder nemlig, at den unge eksperimenterende og banebrydende billedkunst vælger Nordjylland fra. For bare at nævne et enkelt eksempel oplevede dansk kunst i 90'erne et gennembrud i udlandet. Et gennembrud uden sidestykke i hele den lange danske kunsthistorie. Miraklet er, at adskillige unge nordjyske billedkunstnere var med i dette gennembrud. Og fælles for disse kunstnere er, at de arbejder med en form for billedkunst, der ikke passer ind i den måde, man tænker billedkunst i Nordjylland. De unge kunstnere opfatter ikke sig selv som producenter af pynt, underholdning og dekoration. I stedet arbejder man med eksperimenterende begrebsdannelse og forholder sig til samfundets diskussioner og samfundets behov. Der er ikke nogen struktur, der kan modtage og formidle den slags kunst i Nordjylland. Som ovenfor beskrevet er man helt fyldt op af en formidlingsform og en værkkarakter, der havde sin storhedstid i Frankrig for næsten 150 år siden. Men hvad er det dog, de nordjyske politikere tror på? Mener de, at udvikling og ny viden kommer dryssende, og at unge, kompetente og dygtige mennesker kommer af sig selv og forærer det hele væk? Hvis det virkeligt er sådant politikerne tænker, er det efter min opfattelse en fuldkommen urealistisk tankegang. I dag har de bedste unge danske kunstnere et arbejdsforum, der omfatter hele verden, og herfra er de vant til en helt anden seriøsitet og andre muligheder end dem, der sætter standard i Nordjylland. Derudover er moderne kunst ikke mere mørkt 30'er-maleri, jydepotter og DKP-malerier fra krigens tid. Kunst har i dag en anden form, fordi samfundet har ændret sig. Hvis ikke beslutningstagerne ser den slags problemstillinger i øjnene, får man ikke den ny viden til landsdelen, og man mister muligheder. I de andre amter har man taget konsekvensen og har oprettet amtslige billedkunstråd. I forsommeren kunne man således læse i en annonce, hvorledes billedkunstrådet i Roskilde Amt søgte kunstnere, der kunne skabe udviklingsarbejde i samarbejde med erhvervslivet. Med beskedne midler skaber man således i Roskilde Amt platforme, hvor kvalificeret eksperiment og nyudvikling kan foregå. I Nordjyllands Amt gør man intet. Åbenbart tror politikerne, at vi lever i København i 1800-tallet, og at de præmisser, der gjaldt i den tid, og i den sammenhæng , stadigt kan bruges. Og istedet har politikerne så nægtet at deltage i de nødvendige diskussioner om disse ting. Nu lukker amterne, og på det billedkunstneriske område efterlader politikerne landsdelen fuldkomment uforberedt på den fremtid, der allerede er i gang.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...