Med kvindelig forståelse

Elisabeth Fabricius: "Anna Anchers Pasteller"

Erik Brøndum - kunstnerens far.
Det Radikale Venstre 12. februar 2009 05:00

Broby Johansen så Anna Anchers billeder som en sidste opblomstring af bondekulturens farvefornemmelse og farveglæde. En glæde der efter Brobys opfattelse blev ødelagt af akademisk undervisning. Hvis synspunktet er rigtigt, kan det ses i sammenhæng med at en række af Skagensmalerne, (eksempelvis Locher, Tuxen og Krøyer), der som unge kunstnere frekventerede den franske modemalers Bonnats skole, hvor de lærte at brække den rene farve med sort, og blev meget dygtige og kedelige. Den måde at arbejde på valgte Anna Ancher fra, og hun fulgte sin egen næse. Selvstændig og stærk som hun tydeligvis har været, gjorde hun, som hun ville, fordi hun voksede ud af en af Skagens rigeste familier, og fordi Michael Ancher derudover skaffede pengene, så parret kunne føre stort hus og Anna Ancher kunne gøre sit eget som hun ville, uden at tænke på hvorfra økonomien til det skulle komme fra. I dag fylder Anna Ancher mere i forhold til mange af de andre kunstnere, der oprindeligt fyldte i kredsen af Skagensmalere. En grund er, at farven som begreb fik en altdominerende rolle i den almindelige opfattelse af, hvad kunst er. Hundrede år efter at nye teknologiske muligheder (oliefarve på tube) og banebrydende teorier om lyset og farvens natur og de deraf følgende nye eksperimenter, blev farven i efterkrigsårene dominant i opfattelsen af, hvad kunst er. Indhold, kommunikation, humor, samfund og social diskussion blev fejet af banen af en mere eller mindre plat farveteori mere og mere udvandet og mere og mere orienteret i en bevidstløs smag og behag tankegang I stedet for dynamik, funktion, udvikling, aktualitet og begrebsdiskussion. I en verden hvor man undfanger børn i petriskåle, hvor man forfølger folk med tørklæde, og sender unge mennesker i krig, og seriøst diskuterer om man kan sætte et svinehjerte i et menneske, blev billedkunsten holdt fast, som et område, hvor det handlede om, hvorvidt en farve var pæn. Det er klart, at Anna Ancher i langt højere grad end andre Skagensmalere levede op til den slags forventninger og formulerede en æstetiske dagsorden . En anden grund til, at Anna Ancher kom til at fylde mere, var at hun var kvinde. Og at der i de år skete en omdefinering af kvindernes plads i samfundet. Men spørgsmålet er så, om det stadig er disse altædende diskussioner, der sætter dagsorden i dag? Om verden er større end kvindeidentitet, og om kunst som pynt og underholdning er nok, i den tid vi har nu. Da Michael Ancher, Karl Madsen og Drachmann opdagede Skagen som kunstnerisk objekt, var det ikke på grund af æstetik, pæne farver, lys, og hvidklædte kvinder på stranden. Det var kunstnere, der tilhørte den radikale venstrefløj, og kæmpede for en demokratisk reform og en social retfærdighed. En kamp der i høj grad afspejler sig i den tids litteratur, som for eksempel hos Pontoppidan og Aakjær. Det gik ikke stille af. Der var optøjer på Brønderslev marked, gadekampe på fælleden i København og politiske aktivister, som for eksempel Jeppe Aakjær, blev arresteret og sat i fængsel. Det blev glemt, at i de første mange år havde Skagensmalernes billeder mere at gøre med Christian Krohg, L.A. Ring, Birkholm og Brendekildes sociale politiske agitation, end den pyntelige trivial kunst kontekst deres billeder, senere presses ned i. I vor tid, hvor man igen sætter kunsten i samfundssammenhæng og ser kunsten som et udviklingsrum for og beskrivelse af dynamisk udvikling og nye virkeligheder, er det bemærkelsesværdigt at se tilbage på, hvor rabiate kunstnerne i Skagen var, da de var unge, og endnu ikke havde store huse. Og hvad så med Anna Ancher? Er hun slet ikke socialt bevidst og sætter sin kunst i en samfundsmæssig, diskuterende kontekst? Både ja og nej. Anna Ancher henter en helt ny billedverden ind i kunsten, ligesom Käthe Kollwitz, der i de samme år i sit fattigkvarter i Berlin fortalte om kvinderne og børnene, fortæller Anna Ancher om kvinderne og børnenes verden i Skagen. Set indefra kommer Anna Ancher ind, hvor en mand aldrig ville have adgang, og hun kender de mennesker hun fortæller om. Kender deres tro, deres alvor. En kvinde der læser i bibelen, et bønnemøde hos kristne fundamentalister og tørklæderne som kvinderne dengang fik lov til at gå med, uden at blive moppet. Elisabeth Fabricius har skrevet en bog, hvor hun dokumenterer og beskriver Anna Anchers pasteller. Pastel er en form for farve kridt og bogen er fyldt med billeder og rig på oplysninger. Og det er dejlige billeder. Anna Ancher er en meget alvorlig, inderlig og meget stor maler. Bl.a. fordi hun ikke blev støbt om og passet til på noget akademi. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Elisabeth Fabricius: Anna Anchers Pasteller 104 sider, 249 kroner Forlaget Vandkunsten

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...