Frederikshavnere til tops på vandet

Kvartet fra Frederikshavn Sejlklub vandt guld ved DM i Melges 24

Jens Ole Pedersen
Kris Houmann, tv., fulgt af Søren Braad Steen, Rasmus Damsgaard og Rasmus Melsen fra Frederikshavn Sejlklub vandt i weekenden det danske mesterskab i bådklassen Melges 24.Foto: Dansk Sejlunion
Frederikshavn 24. august 2015 12:34

FREDERIKSHAVN: Efter to sølvmedaljer og en fjerdeplads som hidtil bedste resultater ved DM i sejlsport i bådklassen Melges 24 strøg kvartetten fra Frederikshavn Sejlklub, Kris Houmann, Rasmus Damsgaard, Søren Steen og Rasmus Melsen helt til tops og vandt de officielle guldmedaljer fra Dansk Sejlunion, da mesterskaberne blev afviklet over tre dage fredag-søndag på Amager med Sundby Sejlklub som arrangør.

De fire nybagte danske mestre har alle sejlet i mange år i Frederikshavn Sejlklub, og Kris Houmann fortæller, at de er meget lykkelige over at kunne tage den første guldmedalje med hjem til klubben i mange år.

Kris Houman og hans besætning gennemførte otte sejladser på kapsejladsbanerne i Øresund, men det gik ikke godt på førstedagen.

- Der var let vind, og vi fik kun en 13. plads. Til gengæld var vi suveræne lørdag med to førstepladser samt en tredje- og en fjerdeplads, hvilket bragte os op på en samlet førsteplads.

- Vi var lidt nervøse inden søndagens afgørende sejlads, men en tredjeplads i den første var nok til at sikre os et dansk mesterskab, inden vi rundede af med en fjerdeplads i anden sejlads.

Kris Houmann og de tre andre frederikshavnere fejrede DM-guldet behørigt med champagne på broen, inden turen gik hjem mod Frederikshavn.

- Og på lørdag bliver der under alle omstændigheder fest i klublokalerne i Frederikshavn Sejlklub, for da fejrer Rasmus Damsgaard sit bryllup med Annette Viborg, der er gast hos OL-sejler Allan Nørgaard, slutter den nybagte danske mester.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...