Præst faster på sociale medier

De fleste danskere kender ikke den kristne faste. Det er en skam, mener nordjysk sognepræst, som faster på nettet

Sognepræst Christian Roar Pedersen mener, at den kristne faste kan være en hjælp til at få styr på en travl hverdag. Privatfoto
Nordjylland 17. februar 2017 14:43 - Opdateret 17. februar 2017 19:22

NORDJYLLAND: Kravene til os danskere er mange: Job, indkøb og familie. Samtidig skal man dyrke sport, spise sundt og være en god partner. Der er ikke noget at sige til, at mange bukker under med stress.

Derfor kunne de fleste nok have godt af at tage en pause i hverdagen. Det kan den kristne faste give mulighed for, mener sognepræst i Hals og Hou kirker Christian Roar Pedersen.

Af samme grund ærgrer han sig over, at det er de færreste, der ved, at kristendommen har en 2000 år gammel tradition for at faste.

- Vi skal finde den kristne faste frem fra gemmerne. For der er mere brug for den nu end nogensinde. Mange - inklusiv mig selv - har så travlt, at vi ikke stopper op og mærker efter, hvordan vi har det, siger Christian Roar Pedersen.

Besindelsestid

Fasten er ifølge sognepræsten en besindelsestid, hvor man kan blive klogere på, hvad der rører sig i en.

- Hvad er det, der styrer mit liv? Det spørgsmål må vi stille os selv. Og for at finde svaret har vi brug for pauser med stilhed i hverdagen. Jeg foreslår, at man tager 10 minutter hver dag, hvor man bare sidder og glor ud i luften. Der skal nok dukke noget op fra sindet, siger Christian Roar Pedersen.

- Et andet tip er at faste fra noget bestemt. Det kan være smartphone, tv eller bestemte fødevarer. Ideen er at bryde hverdagen, så der bliver plads til eftertanken. Hvad sker der, når alt ikke er, som det plejer? Spørger han.

Videoer på sociale medier

Disse og andre tip deler sognepræsten ud af i videoer på sin egen hjemmeside og Facebook. Samtidig lukker han op for, hvordan det går med hans egen faste.

Præsten lægger ikke skjul på, hvor han kommer fra.

- Mit udgangspunkt er kristendommen, og jeg vil i videoerne udfordre folk til at finde ud af, hvem deres Gud er. Derfor kommer der øvelser, hvor man skal sætte ord på, hvad der styrer en. Der bliver også sat fokus på bøn, og på hvordan vi behandler andre," fortæller han.

Har selv fastet i 17 år

Christian Roar Pedersen har selv fastet op til påske de sidste 17 år. Udover at være sognepræst, er han også mediekonsulent i Aalborg Stift og har gennem en årrække været særdeles aktiv på sociale medier. På Facebook har han fået 1840 følgere.

Det er planen, at der skal komme 15 videoer i alt. Fasten starter askeonsdag den 1. marts og varer frem til påskedag den 16. april.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...