Et indlæg der ikke blev holdt

I Else Rasmussen og Lise Seier Petersens indlæg i NORDJYSKE 20. september, kan man læse at nilledkunstsektoren ikke er en del af den regionale kulturaftale.

KUNSTEN 28. september 2005 21:13

På de andre kulturelle områder, som for eksempel teater og musik, er der fuldt udviklede strukturer, der sikrer kompetent og udviklende produktion af oplevelser til Nordjylland. På det billedkunstneriske område er dette ikke tilfældet. Man mener åbenbart, at man har nok, og at resultater er noget, der kommer af sig selv. Åbenbart har man heller ikke noteret, at der er sket en sprængning af kunstbegrebet, hvor billedkunst i dag arbejder i det sociale rum, hvor kunstnerne skaber kunst i en sammenhæng. At man arbejder i dialog med steder, virksomheder og i de strukturer der i forvejen er. Ud af dette nye værkbegreb har billedkunsten udviklet sig til at være et af verdens vigtigste fora, for udvikling af nye ideer. Den diskuterende nyformulering af virkeligheden man ser her, har man valgt at vende ryggen til i Nordjylland. Ikke engang et billedkunstråd, som det er beskrevet i billedkunstloven, har man kunnet finde ud af, at stille op. I stedet satser man på andre ting. For eksempel kan vore politikere mene, at en koncert i København med Wiener Filharmonikerne, er udtryk for nordjysk kulturpolitik. Således kunne man ved en udstillings åbning sidste år opleve en nordjysk politiker, der harcelerede over, at de københavnske aviser ikke kunne se, at et festklædt nordjysk publikum, til koncert med et orkester fra Østrig, i enkKøbenhavnsk koncertsal ...var et overbevisende udtryk for nordjysk kunstliv. Og her er det så, at jeg kommer til at tænke på udtrykket " kongressen danser ". Og at alt dette glimmer efter min opfattelse, har meget lidt at gøre med den virkelighed, der hersker på billedkunstområdet i Nordjylland i dag. Her møder man en virkelighed der er uden glamour. En virkelighed der består af mængder af hårdt og ufinansieret arbejde. Sidste måneds udstilling i den gamle eternit fabrik i Aalborg er bare et eksempel på, at eksperimenterende billedkunstnerisk aktivitet kun eksisterer i Nordjylland, fordi billedkunstnerne stædigt skaber og financierer det. Og at disse forhold er årsagen til, at den unge talent masse flygter ud af landsdelen. Der er simpelthen ikke nogen struktur, der kan skabe et fornuftigt arbejds og livsgrundlag for en kompetent og tidssvarende aktivitet. Så afholder man 3. og 4. oktober en oplevelses konference på Nordjyllands Kunstmuseum. Man kan læse i papirerne, at en del af dette arrangement er en såkaldt middags event …. Og når der i løbet af denne konference skal arbejdes, skal alle der deltager trække et stykke papir med farve, og så bliver man fordelt i grupper ud fra disse farver ……. Det er rigtigt kreativt! Når man så i den forbindelse møder nye venner indenfor eksempelvis elefantpasning, parforcejagt, forsamlingshus teater og petanque sport, forhindrer det jo også effektivt, at man kan diskutere sagligt og grundigere om noget som helst. Og så koster det for øvrigt 2100 kroner at deltage i denne oplevelses konference. Jeg går ud fra, at de deltagere, der kommer fra de nordjyske læreranstalter og teatre og orkestre, får deres deltagelse betalt ud af deres institutioners økonomi. For øvrigt er den slags virksomheder finansierede af samfundet. Det samme er vel også tilfældet med de deltagere, der repræsenterer kunstmuseerne? Jeg går da ud fra at man har inviteret kunstmuseerne, selvom billedkunstnerisk produktion, forskning i oplevelse og tanke og ideudvikling, ligger udenfor det lovgrundlag, der sætter rammerne for kunstmuseerne? Kunstmuseerne er kunsthistoriske museer og overtræder de deres lovgivning kommer statens museums nævn efter dem! I den sammenhæng kunne det være relevant at se på, hvad man på Nordjyllands Kunstmuseum bruger på at bygge, vedligeholde, rense, og drive toiletterne. Det er et godt spørgsmål om man bruger mere på toiletter end man bruger på billedkunst . Det er også bemærkelsesværdigt at man altid på det museale toilet område, ser en fuld finansiering. Derfor håber jeg, at toiletterne på Nordjyllands Kunstmuseum lever op til disse seriøse og massive investeringer, og giver denne konferences deltagere en god oplevelse ved mandagens og tirsdagens oplevelseskonference. Derimod kender jeg ikke nogen unge kompetente, veluddannede og eksperimenterende billedkunstnere, der kan betale 2100 kroner for at være med i denne oplevelses konference. I denne samfundsgruppe møder man, som oftest mennesker, der lever under den vedtagne fattigdomsgrænse. Og det er mennesker der, hvis de virkeligt rådede over den slags penge, ville bruge pengene på udviklingsarbejde og aktivitet. Og nu må kongressen så danse, så godt! Gorm Spaabæk, Kirkevej 21, 9330 Dronninglund, er billedkunstner gormspaabaek@mail.dk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...