Velskrevet, men intet nyt

H.C. Andersen 29. august 2003 06:00

bøger Michael Wivel: "Carl Henning Pedersen" Carl Henning Pedersens barndomshjem er det billedløse arbejderhjem og hans modning til kunstner sker i arbejderbevægelsen. Han er mælkedrengen, der som en anden Paulus på vejen til Damaskus, får en åbenbaring. For Carl Henning Pedersen sker det på den internationale højskole i Helsingør, i 1933 da han møder Else Alfeldt. Alfeldt præger og former ham og han bliver den unge idealistiske kommunistiske kulturarbejder, der ønsker at skabe en ny og uskyldsren billedkunst. Grundlaget for Carl Henning Pedersens værk er en politisk ide. I dette optik havde den klassiske æstetik udspillet sin rolle. Et maleri af Rafael i sin guldramme var udtryk for et samfundssystem, der var uretfærdigt. Kunst skulle være andet og mere end et statussymbol i de riges hjem. I miljøet omkring tidsskriftet Helhesten mødte de ligesindede. Her så man det som en opgave at skabe en ny kunst der var i samklang med det nye og bedre samfund, man drømte om at skabe. I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at Carl Henning Pedersen stadig i dag sætter en ære i, at han ikke er uddannet. Som Michael Wivel skriver i bogen. "Han er selv startet uden egentlige forudsætninger - som et barn, så at sige - og han har lige siden fastholdt, at akademisk lærdom er af det onde, hvis man vil være kunstner og folde sig spontant ud." Det spontane var en bestræbelse i tiden, at begynde forfra, at skabe en ny arbejderkunst og man dyrkede derfor den romantiske tanke, at arbejde med det oprindelige billede. Noget kredsen omkring Helhesten søgte i overset kunst som oldtidskunst, børnetegninger, kirkernes kalkmalerier og kunst fra Afrika og Oceanien. Man søgte den kunst, der ikke kunne ses på det almindelige danske kunstmuseum. Man søgte en kunst, der ikke var griset til af kapitalismens skadelige påvirkninger, og man forkastede renæssancens dyrkelse af kunstneren som en genial ener. Istedet søgte man den anonyme kunst, som udtryk for, at alle mennesker har en værdi. Den omstændighed, at man ikke kendte navne og personer på disse kunstnere, gjorde at man kunne tillægge dem ædle motiver. En romantisk tankegang der bestemt ikke sætter dagsordenen idag, hvor senere forskning for eksempel har vist, at kalkmaleri-erne ikke er malet af ædle socialistiske urmennesker. Man bad børn om at skabe kunstværker til Helhesten. Disse børn tegnede frie fabulerende sort, hvide litografier, der kom med i Helhesten på lige fod med værker af voksne billedkunstnere som for eksempel Jens Søndergaard, Asger Jorn, Henry Heerup, Vilhelm Lundstrøm og Carl Henning Pedersen. I denne ideale kommunistiske vision var alle menneskers indsats lige og værdifuld. Også børns. Der er en tankegang, der er nem at forstå idag, men en tankegang, der var på tværs af de tankegange, der var dominerende dengang. Eksempelvis var det dengang en relevant færdighed at kunne tegne en arbejdstegning. Det gav sig udtryk i et terperi og en prøjsisk disciplinering, der var grundstenen i den tids tegneundervisning. Set på den baggrund var Carl Henning Pedersens frie fabulerende malerier og interessen for den frie børnetegning som billedkunstnerisk udtryk en anarkistisk revolution. Når Helhestens unge kunstnere udstillede malerier, der var inspireret af børnetegning, var det et politisk manifest. Og et signal man i samtiden aldeles udmærket forstod. Derfor blev disse billeder opfattet som stødende, brutale, ubehagelige og samfundsomstyrtende. Og så vandt disse unge eksperimenterende kunstnere forøvrigt deres kamp. De kom til at fylde det hele og skabte dermed en ny form for formalisme, der stadig i dag ligger som en tung dyne over store dele af det danske kunstliv. Det er bemærkelsesværdigt, at Carl Henning Pedersen hele sit liv har malet de samme billeder. Det råstof, han bygger videre på, skaber han i de unge år i lejligheden på Ny Carlsbergsvej. Her bor han med Else Alfeldt i 18 år og her er pladsen så trang at de må skiftes til at arbejde, fordi der kun er plads til en ad gangen. En af værdierne i Carl Henning Pedersens værk er, at han holder fast i sin gamle drøm om den anonyme afrikanske kunstner, og katedralernes ukendte håndværkere. De store udsmykninger udtrykker denne kærlighed til det ukendte arbejdssjak. I værkstederne, blandt håndværkerne, har Carl Henning Pedersen tydeligvis fundet udfordring og fællesskab i det kollektive arbejde. Noget der lyser ud af de mange og store udsmykninger. Og lykkedes det så at skabe et nyt billede? Jo det lykkedes langt hen ad vejen. De store udsmykninger kan opfattes som monumenter for mælkedrengen, der blev ridder af Dannebrogordenen og oven i købet af første grad, og som kom til at stå for nogle af århundredets største danske udsmykninger. At en mælkedreng kan nå derhen, er lidt af en H.C. Andersen-historie og udtryk for nogle næsten ufattelige ændringer i vort samfund. Peter Wivels bog har Katalogets karakter og er skabt på foranledning af en stor udstilling, der i dette efterår skal vises på Statens Museum for kunst. Carl Henning Pedersen er en meget velbeskrevet billedkunstner. Udover mange flotte billeder, tilfører bogen ikke ret meget nyt ! Gorm Spaabækkultur@nordjyske.dk ]Mikael Wivel: "Carl Henning Pedersen". 336 sider. 399 kroner. Forlaget Bjerggaard og Statens Museum for Kunst. Udkommer i dag.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...