Vandkunsten

Randers Kunstmuseum: "Vandværker"

Bill Viola: ”the Raft”
KUNSTEN 22. september 2010 06:00

Det er Vinteren 1980-81. Billedstofteatret viser billeder med lyd. Der lægges en ny praksis frem. Før det havde jeg på Ny Carlsbergs Glyptoteket set et par af deres forestillinger, hvor den i 1978, havde været en sanselig og grænsebrydende oplevelse. Den formiddag på Kunstakademiet i 1981 så vi rækker af billeder, optog , udklædte mennesker og visuelle virkemidler fyldte rummet sat op til musik. Det var den første gang jeg så lysbilleder, der kørte automatisk efter musik. Det var sejt og ny teknologi dengang. Senere spørger jeg Kirsten Dehlholm, hvorfor deres projekt hed Billedstofteatret, når det man mødte her og den måde at tænke på, måtte være billedkunst. Så smilte Kirsten Dehlholm og sagde, at teaterområdets lovgivning var bedre. At det var muligt her at udvikle projekter, fordi der var penge. Og i 1985 transformerede Billedstofteatret sig til Hotel Pro Forma, og blev et af de følgende årtiers vigtigste udviklingsrum for nye muligheder og ideer. Op på beatet med ny teknologi og eksperimenterende med uventede rammer. Noget der kunne vokse frem, fordi teatervirksomhed i modsætning til billledkunst, bygger på et realistisk økonomisk produktiongrundlag. Men nu er masken væk og teaterlov som trojansk hest er åbenbart ikke mere nødvendig. På en udstilling med temaet vand på Randers Kunstmuseum kan Kirsten Dehlholm opleves i sit fundament, som billedkunstner. Hun lever her i det, hun er bedst til og organiserer billedrum, netværk, diskuterer, skaber og formidler oplevelser. I det udvalg af kunstnere man møder her står Jørgen Rønnau stærkt med en installation med 101 glas med vand hentet i en række forskellige hellig kilder i det Irlandske landskab. Der er otte St. Patricks kilder. Vand i henkogningsglas, i lange rækker på hylder i et hvidt malet rum. Renset , næsten kedeligt og hurtigt set. Indtil koden knækkes. Og forskelligheder i vandets farve og pigment henter opmærksomhed og hver eneste glasbøtte lyser ud med mening og ide. At ganske små forskelle i vandets farve og renhed får karakter . Og en stor klumpet udhugget romansk døbefont gir fylde og kontrast til al det hvide i det rensede rum. De romanske døbefonte er en skulpturtype, der ofte slås ihjel og dør, når de flyttes i museets kontekst. Men her, i en logisk sammenhæng, lever den her ting. Giver kontrast og fylde. I sin helhed et stort tænkt værk. Lige i centrum af den standende diskussion om religiøsitet, ånd og sekularitet i samfundet. Også Bill Violas video ”The Raft” er stort tænkt. En gruppe mennesker står ventende. Filmen afspilles i Slow Motion, og der er rigeligt med tid til at iagttage og aflæse det enkelte menneskes karakter. Så vælter en syndflod af vand ned og man ser alle bevæge sig, under vandets tryk. Klassiske kompositionsfigurer opstår. Og så står gruppen fuldkomment udpjaskede, stille og ser på os. En installation jeg har set før - den tilhører Louisianna - og den holder fint. Den her gang fik jeg nyt syn på de klare opbygninger disse mennesker/figurer skaber, i billedfladen. Det må simpelthen være koreograferet. Og hvorfor ikke? Det her er ikke garagevideo, skabt i fattigdom og klippet sammen på et køkken bord. Men derimod høj klassemedie-arbejde. Her møder man ikke tilfældigheder. En stærk og meget smuk oplevelse. I et andet rum ses Mogens Otto Nielsens isbilleder fra halvfjerdserne. Sat op i en serie der fortsætter over i et par af Dehlholms foto af vandrende mennesker i vand. Værkerne ses i fremkaldelser i monumentale formater og det gør noget ved Mogens Otto Nielsens dokumentationer af skulpturer i is. Her transformeres det til mondæn galleri-æstetik. Set på baggrund af og i kontrast til, at en af største kvaliteter hans kunst, netop er det flygtige, beskedne, luftige. At det her ikke tager sig ud og ligner kunst. Blæst op i uventede store formater giver tingene op og bliver lige til at spise. Klar til at anvende i det overdådige monumentale byggeri, der ofte ses i dag. Stadigt med klassikerens karakter, rensede og udenfor tid og rum. Og denne nye salgbarhed vælter Dehlholm så. I hendes iscenesættelse vendes bagsiden ud af mængder af malerier fra Randers Kunstmuseums stamsamling, der stables op omkring og delvist foran Mogens Otto Nielsen store foto. Her lever det æteriske og klassiske i Mogens Otto Nielsens naturopfattelser i kontrast. Og så er der Kirsten Justesens Iskjole. Og en bjælke med is der smelter på en metalramme. Alt det rene hvide og forgængelige, i kontrast til det hårde, stabile og sorte metal. Og det der selvportræt med torsk, der også kunne ses på Nordjyllands Kunstmuseum, på den store udstilling i 1999. Stærke værker, uden for tid og rum, i klassikerens karakter En udstilling, fyldt med oplevelser. En udstilling der lyser af en professionalisme, og adgang til en iscenesætter, der kan sine ting. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk ”Vandværker” Kurateret af Kirsten Dehlholm Randers Kunstmuseum Til 24 oktober.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...