– Den viser det usynlige

Hvad er kulturen til for? Kunstner Gorm Spaabæk svarer

Tekst: Charlotte Rørth Foto: Bent Jacobsen,
Gorm Spaabæk er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i København og cand. phil i kunstformidling. Han deltager ivrigt i kulturdebatten, har udstillet en lang række anerkendte steder, skaber både malerier, grafik, tegninger, fotos, plakater, installationer, bøger og skulpturer. Har undervist på Dronninglund Gymnasium og bor i et skovløberhus i Dronninglund Storskov med atelier i laden, hvor han senest har trætrykt plakaten til dette års Kulturnat i Aalborg.
Nordjylland 4. juli 2008 06:00

Når maleren og billedhuggeren med meget mere Gorm Spaabæk skal byde på kulturens rolle inde fra sit lille skjul i den store skov drager han mere end hundrede år tilbage i tiden. – Kulturen viser noget frem, inden man har fået ord for det. Den viser ideer, tanker, det usynlige. Det, der er på vej. Som Skagensmalerne viste det barske arbejdsliv årtier før, der for alvor kom politiske ord på det, fortæller Gorm Spaabæk om malerne, der brød med den romantiske version af livet udenfor byerne, da de malede fiskerlivet og fattigfolk, der sang for en skilling. – Selv det mest barske bliver kønt at kigge på, tiden gør alt til æstetik. Men nutidig kultur tvinger os til at se forhold, vi ikke selv får øje på, hvis ellers den er god nok, siger Gorm Spaabæk, og peger på forholdet til teknologi og overvågning, til svinehjerter i menneskekroppe og stopfodrede kæledyr i en verden med hungersnød som emner, kunstnere har taget og tvunget andre til at tage stilling til. Kulturen er også råvare for oplevelsesindustrien – både for turister og dem, der bor i Nordjylland. Den skaber omsætning og får folk til at besøge egnen eller bosætte sig. – Kulturen har også en værdi som dekoration. Trivialværdien skal man ikke undervurdere, men det er vigtigt at skille værdierne ud fra hinanden. Man kan nøjes med at se dekorationsværdien af Michael Anchers “Den druknede”, men så ser man ikke det, maleren ville vise, siger Gorm Spaabæk og nævner også børnesangen “Ole sad på en knold og sang”, der reelt handler om udvandring, som eksempel på, at kulturen bider, men at vi let ser bort fra det, når det er gammelt nok. – Derfor er der hele tiden brug for ny kunst, siger Gorm Spaabæk.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...