Brun er ikke en farve

Farve-essay.

en samling indiske pigmenter tiltrækker en nordjysk kat. Foto: Gorm Spaabæk
Charlottenborg 9. juli 2010 13:10

- Nej!!!! Alt står stille i lokalet, den gamle mester har talt og det hænger i luften: - Lilla er ikke en farve, det hedder violet. Og brun er ikke en farve. Det hedder sienna, brændt okker, rå umbra, venetiansk rød og meget, meget mere. Fattige ord om en skala, der spænder fra den gullige okker over den røde brændte sienna til det sortagtige og grågumsede grønlige. En skala der længe fyldte det hele. En parallel skala, der i dag er skrevet ud af dagligt brug. Ofte baseret på pigment, der er gravet ud af jord. Ofte indeholdende okker og jernforbindelser. Jernforbindelser der ruster og danner farve over tid. Når den hældes i den hvide kalk og derefter vokser over den lysende okker, til en rødlig tone for så at ende ud i en mørk næsten beskidt karakter. Med sorte blister. Jernforbindelser i farven der ruster og gør farveoplevelse til proces. Farve der udvikler sig, blir fyldig og moden. Kraftig som god vin og rå og stærk i sin tekstur. Ikke ensartet, pæn og afvisende i sin overflade, som den Skagen-gul, man køber færdigblandet. Farve udviklet til funktion. I årtusinder brugt til at vedligeholde træ og murværk. Lokale farver, hentet op af den jord, hvor man er. Og pigment står ikke mere i en åben sæk, i farvehandlerens baglokale. I dag er den slags butikker rene og sterile, som et hospital. Man køber pigment i øst og vest, bruger ikke sin egen jord. Det der koster i dag, er ikke råstof, men logistik og følgeindustri. For næsten tusind år siden rykkede de stenbyggede danske kirker ind med et et nyt billede, i Danmark. I de ældste kalkmalerier sættes farven af importerede rene farver. Er udtryk for en ny kostbar og elitær kunstform. Som det stadig ses i den Romanske udsmykning i Raasted Kirke, nord for Randers. Trods dette rums beskedne størrelse presses man i bund af al den pragt. Stort tænkt og den brugte, rene blå farve har, i sin tid, kostet mere end guld. Man trykkes i gulvet og oplever en udefra kommende teknologi, uforståelig. Både i sin udførelse, i sit indhold og udtryk for ny viden. 400 år senere er kirkernes kalkmaleri helt anderledes. Dagsorden sættes i et vildtvoksende folkeligt maleri. Undtagelsesvis kan man, som i malerierne i Undløse kirke, møde kunstnere som forholder sig til de diskussioner, der i de år kommer op fra syd og Norditalien. Men i mængder af folkeligt maleri, i disse hundredvis af kirker, oplever man hverdagen. Over skulderen på kunstnere, der fortæller om almindelige menneskers liv. Sammenligneligt med både Brueghel og Bosch og i Boccaccios noveller. Motiv og den anvendte farve ligger lige for. Her møder man ikke den ubetalelige blå, i stedet er sort brugt som blå, okker som gul, og jernforbindelser lever i den røde. Her er ikke bare motiv lokalt, men også det farvepigment der er i brug. Lige som man ser det i den gamle bondekulturs åringer på møbler, Her sås farver, der ikke mere er tilgængelige hos den moderne farvehandler. Her blandes i stedet ud af et antal rene grundfarver. Som man opfatter det her, kan alle farver blandes herfra. Og den avis du har i hånden, er trykt ved brug af bare fire farver. Cyan (blå). Magenta (rød). Yellow (gul). Black (sort). Udtryk for forenkling, rationalisering og en effektivisering, der bygger på teori om lysets brydning. At blå er blå. Rød er rød. Og så blander man så bare en brun. Udtryk for, at vi lever i en verden af farver, der forsimples og ensrettes. Vore øjne og sanser udfordres ikke, og vi bliver dummere fordi vores øjne ikke får lov at arbejde og leve et besværligt og udfordrende liv. Og de lokale og ældste farver er de første der rammes af massakren. Hulemalernes farver, folkekulturens, og de egnsbestemte. Helt op i attenhundredtallet var det praksis, at lærreds- og tavlemalerier blev undermalet med en mørk og fyldig farve såsom umbra eller sienna. Her fastlagdes tegning, opbygning og fordelingen af lys og mørk. Og helt op i nittenhundredtallet var lokale farver i brug i det dagligdags maleri, såsom åringer på karlekammerskabe og bøgernes forsatspapir. Farver, der så let som ingenting laver ged i vor tids konvention for farveskala. Farver, der ikke kan bruges i de formidlingsstrukturer, der i dag sætter dagsorden, såsom farvefjernsyn, net og butikkernes tilbudsaviser. På rejse fascineres vi over usete farveopsætninger. Eksempelvis har jeg en snes poser med forskellige farvepigmenter, fra det sydlige Indien. Smukt, gådefuldt og grænseoverskridende for mig. At møde en skala, der er så fremmedartet, men set i forhold til, at den farve, der ligger for vore fødder, fornægtes. Som jeg ser det et udtryk for, at impressionisternes farvediskussion og den hvide grund har sejret ad helvede til og erobret slagmarken. Skabt en monokultur, der efter min opfattelse har gjort os fattigere. Således ændrer de maskiner, der trykker vore billeder, altid farver som sienna, okker, umbra. Den okker bliver mere gul og umbra og sienna bliver mere rød. Alt trykt materiale bliver dermed mere lækkert og spiseligt. Det kan sammenlignes med at gå i sauna uden et koldt styrtebad. At alt bliver varmt og vammelt. Kolorisme er ikke at fylde op med sødsuppe. Kolorisme er at få farver til at tale sammen i en given plads, så alle farver kan ses og høres. Om den stille, fattige, grove og sagtmodige farve også får den plads, der skal til. At også den grimme farve kan lyse og ses. Og oppe under taget på Charlottenborg slot, en samtale om natten for 25 år siden. Mon den gamle professors kone også i denne aften står med mad parat derhjemme? Synd... jeg er samtaleramt... endnu en lang aften. - Hvilke farver bruger du, når du maler, spørger han. - Jeg maler ikke mere, jeg undersøger om jeg kan komme dybere og mere elementært ind i et billede, mere alment, end maleri... Kar og ler, for eksempel, og lerets røde farve er, lige når det kommer ud af ovnen, en af de smukkeste farver jeg kender. - Hvilke farver brugte du så, da du malede? Igen spørger den gamle professor. - ...Jordfarver, de billige, fattige, grimme farver ...umbra, okker og... - Der er ikke grimme farver!!!!!!!!, vælter det ud af ham. - Pis, nu skal jeg smides ud igen, tænker jeg. - Du er ikke maler!, næsten råber den gamle professor. Du bruger de ord, fordi du ikke er maler... Du elsker ikke farven! Og som jeg tænker det i dag, er der ikke grimme kvinder, kun forskellige kvinder. Og der er ikke grimme farver, kun forskellige farver. Og at det handler om at sætte farven i den rette sammenhæng og det rigtige kontrastmiljø. Brun er ikke en farve. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...