En verden i Hjørring

Kristian Hildebrandt udstiller på Vendsyssel Museum

Kunstneren Kristian Hildebrandt, Hjørring, med et af sine hoveder.Foto: Bente Poder
Vendsyssel Kunstmuseum 29. december 2009 05:00

KUNST "Kristian Hildebrandt" # # # # # ¤ Bogen: # # # # ¤ ¤ Kristian Hildebrandt er en af outsiderne, en af de kunstnere, der uddanner sig selv og vokser op af kældre og uventede steder. Som mælkebøtter, der heller ikke finder sig i de rammer, der nu er. Hildebrandt er groet i skyggen af Sankt Catharinæ Kirke i Hjørring. Han er aldrig rejst ud, han har udviklet sit værk der. Hans klangbund er her. Ikke at Hildebrandt er naiv eller sig selv nok. Hildebrandt er velorienteret, nysgerrig, en lærd, der ud fra cykelafstand og de bøger, der kom forbi Hjørring, har indsamlet og oparbejdet viden. Han er bestemt ikke en af de her villet naivistiske malere, der med overlæg søger sin form i en hjælpeløshed, og hvor det som oftest lykkes. Hildebrandt derimod er søgende, indsamlende, fuld af indsigt, diskuterende, formeksperimenterende og beskrivende. En af de folklorekunstnere, som Nordjylland er så rig på. Som man møder det hos Skryds Peter, Hjallerups Laier, Peter Jensen fra Bjergby, Rav Larsen i Skagen og Marinus Rasmussen fra Vejle. Hildebrandt er ikke forankret i oldtid, som man så det hos Otto Poulsen fra Næstved. Det er kunstnere, der kan ligne hinanden, især i tilgangen til skulptur. Man møder det fabulerende (i mangel på et bedre ord), nøjsomheden, at genbruge og det forhåndenværende søms princip. Hvor oldtidens ornamentik ses udtrykt i Otto Poulsens kunst, er Hildebrandts grundlag i højere grad middelalderens kunst, kirkekunstens kalkmaleri og træskulptur. Man møder den samme utæmmede anarkisme, små mænd kravlende rundt, lag-på-lag-billeder og værdiperspektiv. I de ornamenterede træskulpturer, der er skabt med skomagerens værktøj og søm, er det nærliggende at diskutere påvirkning fra afrikansk skulptur såsom billeder fra Ashanti, Benin og Ife. Hildebrandt er velorienteret, det ligger lige for. Han tegner det nordjyske landskab, som om det er første gang, alt med baggrund i utallige tilstedeværelser i naturen, og det lyser ud af disse billeder, at det er set, oplevet og ikke er et tomt og udkogt vanemaleri. På Vendsyssel Kunstmuseum kan man frem til 10. januar se en samling af Hildebrandts ting, en stærk samling og udtryk for et elementært billede, udsat for et langt liv og erfaring. Man møder her mange tegninger. Ofte med små sorte mænd, som efterhånden males væk. Bearbejdede fotos og dekonstruerede bøger med tegninger og tryk i en stor livgivende frodighed. Skulpturer i træ og Kristus og mængder af ansigter i fedtsten. En rig billedverden, hvor man i opfattelsen af Kristus møder en nordjysk parallel til østjyden Ovartaci. Udstillingen arrangeres i forbindelse med udgivelsen af en bog med artikler af den tidligere rektor på Kunstakademiet Else Marie Bukdahl, billedhuggeren Marith Bente Norheim, museumsdirektør Marianne Ilkjær og en meget fint og indfølt skildring af personen Kristian Hildebrandt skrevet af provst Lars-Erich Stephansen. En seværdig og levende udstilling og en indgang i bogform til en betydelig nordjysk billedkunstner. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Udstilling: "Kristian Hildebrandt" Vendsyssel Kunstmuseum til 10. januar. Bog: "Kristian Hildebrandt" Tekster af fhv. rektor for Det Danske Kunstakademi dr.phil. Else Marie Bukdahl, provst Lars-Erich Stephansen, billedhugger Marit Benthe Norheim og museumsdirektør Marianne Ilkjær, Vendsyssel Kunstmuseum. 110 sider, 100 kr. Udgivet af Vendsyssel Kunstmuseum

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...