Geniet fra Ladby

"Bord" fra 1970.
Venstre 4. marts 2006 05:00

BØGER "Otto Poulsen - mellem naivisme og outsiderkunst" En af de mest forunderlige figurer i dansk billedkunst er Otto Poulsen fra Næstved . Der er ikke meget, der ligner Otto Poulsen. Der er ikke engang et ord i det danske sprog, der dækker den slags kunst, han stiller op med. Efter hans egen mening er han ikke naivist. Han efterligner heller virkeligheden. Derimod gør han det han ser bedre, når han maler det, så efter hans opfattelse er han idealist. Jeg ser ham som en folklorekunstner, en kunstner udenfor sin tid. En kunstner der overleverer rester af årtusindgamle billedtraditioner. Mønstre og ornamentik fylder meget i Otto Poulsens kunst. Han er en af vor tids største danske kolorister. En kunstner der gang på gang udfordrer vanetænkning og begrænsende farveteorier og i stedet stiller op med et farvebrug og en værkkarakter, hvor man kun kan se måbende til. Det er i sjælden grad en kunstnerman møder her. Helt fra starten af halvfjerdserne, hvor Poulsen begyndte at udstille på de censurerede udstillinger, har der været kult iblandt billedkunstnere. Man møder her en kunst, der er udenfor den kendte forståelsesramme, og derfor er det så interessant. Men Otto Poulsens værker er også en kunst, der altid har delt vandene mellem aggressiv forkastelse og en stor og passioneret interesse . I 70'erne, 80'erne og 90'erne var Otto Poulsen en fast gæst på de store censurerede udstillinger. I den sammenhæng blev han en institution og en skovtrold, som mange af os, der var med dengang, aldrig har glemt. Og det er bemærkelsesværdigt, at det billedkunstfaglige miljø ikke rystede på hånden, da man mødte dette fænomen. Udover den første gang, Poulsen stillede op til censur i 1970, er det ikke mange gange Otto Poulsen blev kasseret i dette ellers meget eksklusive og brutale system. Og det var selvfølgelig ikke uden omkostninger. At komme til at hænge ved siden af Otto Poulsens ting på en censureret udstilling var rædselsfuldt. Ligesom de store nordjyske folklorekunstnere som Peter Jensen fra Bjergby og Anton Laier kunne Poulsens kunstværker smadre enhver udstilling og jage de allerfleste velskolede billedkunstnere ned ad væggen. Man møder i Otto Poulsens malerier en stærk, dyb og tung rytme, der kan sammenlignes med den rytme og fornyelse, man indenfor musik har søgt i jazz og i de oprindelige folks musik, eller som teatermanden Dario Fo søgte i middelalderlig gadeteater. Eller den grundform af teater, Odinteatret gik i dialog med i fjerntliggende latinamerikanske landsbyer. Og i vor tid ser man så igen, hvorledes man indenfor det klassiske medie maleri desperat søger fornyelse i en gammel og elementær form. Man møder unge kunstnere, der som for eksempel maleren Tal R. afsøger en grundlæggende form for, hvad et maleri er. Hvis det virkelig er dagsordenen i dag at afsøge det elementære og oprindelige maleri, er Otto Poulsen en af Danmarks vigtigste, nulevende billedkunstnere. For ham er det her ikke et spørgsmål om at afsøge en elementær billedkunstnerisk form og rytme. Det er ikke nogen akademisk øvelse. Man kan ikke tale om Otto Poulsen uden at nævne at det er en hjørnesten i hans selvopfattelse, at han er liberal og medlem af partiet Venstre. Her kan man kun håbe, at skiftende ledere af dette parti har gemt de mange gode råd, han møjsommeligt på sin skrivemaskine har arbejdet frem og sendt til partiets ledelse. Ellers kan man få den opfattelse, at man ikke i denne sammenhæng har opfattet, at man igennem alle disse mange år har haft en af Danmarks mest markante og særegne billedkunstnere som et passioneret medlem. Hvis det er sådan, det er, kan det måske forklares ved at Otto Poulsen både i sin person og i sin kunst udtrykker alt det, de fleste af os har forladt og helst vil fortrænge: Mørke, gødningsstank, en krop slidt af fysisk arbejde, skæve og klumpede rammer, og en iøjnefaldende og grovkornet stoflighed. Alt det man river ned og smider væk, når man bygger gamle huse om på landet. Alt det der kan minde en om, at alting ikke nødvendigvis var lyst og let i gamle dage. Der er ikke noget mondænt ved Otto Poulsen. Lise Buurgård ,der er leder af Janusbygningen i Tistrup, har skrevet denne bog. Den er et pionerarbejde, og det er den eneste bog, hvor man kan se en lang række gode farvefotografier af Poulsens værk. Derfor er det en bog der flytter Otto Poulsens værk ud af den billedkunstfaglige diskussion og ind i en ramme, hvor en bredere kreds og kunstmuseerne kan se disse ting. Gorm Spaabækkultur@nordjyske.dk Lise Buurgård: "Otto Poulsen - mellem naivisme og outsiderkunst". 112 sider., 190 kr. Hrymfaxe.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...