Kleins blå

Det er blå uge, og i denne uge giver billedkunstner og kritiker Gorm Spaabæk et blik ind i den blå farves forunderlige verden.

Gorm Spaabæk
Yves Klein og hans særlige, blå farve, som han malede kvinder med. Altså på kvinderne.
Rusland 23. juli 2010 06:00

Op gennem det tyvende århundrede sker der en rensning af billedet. Kunstnere som Willumsen, Gauguin og senere Picasso søger fornyelsen i det elementære billede, folkekunsten og kunst udenfor Europa. Et udtryk for en kulturkriwtik og mod fornyelse i en ren og klar form, som man også senere så det hos Mondrian. Alt unødvendigt skæres væk. Lignende bestræbelser så man i Rusland op til og i de første år efter den russiske revolution, hvor Suprematisterne med udgangspunkt i russisk ikonmaleri rensede billedet. Det kulminerende i Malevitz billede "Hvidt i hvidt", et hvidt kvadrat, malet på en hvid baggrund. Generationer herefter var det den diskussion, der satte spor: Kan man rense billedet for alt unødvendigt, og hvor meget kan man skære væk og stadig have et maleri? Et tankesæt der overført til boligindretning i den grad kan aflæses i vore dages danske boligindretning. Omkring maleriet kulminerede diskussionen i årene omkring 1960, hvor kunstnere som Manzoni afviklede det klassiske staffelibillede og satte ramme og sokkel i stedet. Og i 1958 skabte Yves Klein en spektakulær udstilling i Galerie Iris Clert i Paris, hvor tomheden var i fokus. Her udtrykt i et hvidmalet galleri med tomme vægge. På denne udstilling udstillede Klein "Sensibilité Picturale Immatrielle" (åndelig malerisk følsomhed). Senere solgte Klein zoner af denne sensibilitet for rent guld. Det lykkedes flere gange, og Yves Klein og køberne blev fotograferet ved Seinen, hvor Klein kastede det bladguld, der var brugt til at købe sensibilitet, i vandet, mens køberne brændte deres kvittering. Alt renses væk. Ånd kan kun købes med guld. Det guld, man køber ånd for, kan ikke ejes. En rituel hændelse, der kan ses som en markering af, at alt vigtigt i dette liv, ikke kan ejes. Og at objektet, værket, renses væk, som man i de samme år ser det i Manzonis sokkel og hvide balloner med ånd. Her efterlades kun idé og ånd. Set i bakspejlet Og som det så ofte sker, når et medie eller et håndværk bliver overløbet og forældes, kulminerer det netop her. Et eksempel er kørevogne til heste. Da automobiler vandt frem i begyndelsen af 1900-årene, kæmpede vognbyggerfaget for at overleve. Set i bakspejlet var det en tabt kamp. Men det affandt håndværkerne sig ikke med, og helt op omkring 1910 kan man se spritnye kørevogne, der fremstår som sublime værker. Man ser her vognbyggerne overgå sig selv, netop fordi det er en teknologi, der er blevet forældet. Eller det kan ses i begyndende danske bronzealder, hvor den tids stensmede hugger knive i form som bronzedolke. Et håndværk der topper her og samtidig igen et udtryk for en teknologi der er forældet. Som en sådan kulmination og afvikling ser jeg Kleins blå billeder. Efter min opfattelse udtryk for, en opsamling og oprensning af 500 års viden og diskussion, hvor maleri på lærred optrådte som et dominant medie for kunstnerisk udvikling. Nøgne blå kvinder Klein og Manzoni åbnede derimod andre muligheder. Herefter var alle redskaber og medier lovlige og brugbare. Alt kunne anvendes til kunst. At ånde på en væg, springe ud fra et vindue og flyve gennem luften, at udgive en avis. Alene ud fra hvad der var mest effektivt, muligt, billigt og funktionelt til at fortælle netop den historie. Og Klein forædler, i samarbejde med en kemiker, en helt ny farve "International Klein blue". Den blev brugt til at gøre alting blåt. Ikke bare lærreder. Yves Klein maler med mennesker, overskrider grænser mellem kunst og virkelighed. Skaber billeder direkte, i virkeligheden, som Manzoni gjorde det med sine sokler i de samme år. Hos Klein udmønter det sig i at sværte unge, smukke nøgne kvinder ind i den blå farve og lægge dem ned på et hvidt lærred. Det var en god historie, og Klein kommunikerer hjemmevant i sin tids medier. Præcis som Giotto gjorde i 1304-13 da han udførte sin udsmykning i Arena-kapellet i Padua. Jeg ser ingen forskel på, hvilket medie en kunstner bruger. Kunstnere bruger altid de redskaber, der er mulige, og vægmaleri er noget af det mest effektive som massekommunikerende medie i begyndelsen af 1300-tallet. I både Kleins og Giottos tilfælde kommunikeres der optimalt med de midler, der er adgang til i deres respektive tid. Pantelåner i Himlen I 1314 i Padua i Giottos udsmykning var den vigtigste historie, at det kapitalistiske samfund er nyfødt og frisk og dynamisk. At det nylig er blevet lovligt, men stadig er beskidt at tjene på at låne penge ud. Her er en ågerkarl ved navn Scrovegni i centrum i Arena Kapellet. Scrooge er den engelske form af det navn. Og i Giottos udsmykning argumenteres der for, at spekulanter og pengeudlånere også kan have en chance for at komme i himmelen. Hvis der ellers betales nok. Og med Kleins blå manifesteres, at håndværkersamfundet er forbi. At man her møder et medie, der er tygget og arbejdet igennem. At billedkunst må omformuleres, fordi forudsætninger er ændret. Søge en overensstemmelse med den virkelighed og den dagsorden, der sættes i samfundet. At komme videre. Det ser jeg Kleins monokrome blå maleri som udtryk for. Opsamling af udviklingsarbejde og diskussion i mediet "maleri på lærred". En hyldest til et værktøj, der har tjent i 500 år og med Kleins blå får sat prop i. At fokus i dag er diskussion, udviklingsarbejde og ånd, som det sås i Giottos billede, og som det ses i Kleins blå.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...