Store fotografer

"Faith, hope and love" Kirsten Klein: "Mellem lyset og mørket" Tine Harden: "A kick out of Africa"

Kirsten Klein: Efter storm ved Fjaltring, 2006.
Louisiana 15. juni 2010 06:00

I forbindelse med sidste års udstilling med Jacob Holdts fotografier på Louisiana, blev der udgivet en bog. En meget æstetisk bog med gode tekster og mange fotografier. Holdt siger selv, at han ikke er fotograf, men derimod en god vagabond. Og Holdt har rejst og fotograferet USA. Kvaliteten i disse billeder er i deres hudløshed. Han kommer ind, hvor andre ikke har adgang. Som Holdt selv siger i bogen, skal han bo hos en familie i to, tre dage, inden de mennesker, han bor hos, slapper så meget af, at han kan tage sine billeder. Og Holdt bruger den tid, der skal til. Han er et lyttende og åbent menneske og udvikler ofte i sine billedserier parallelle spor til en række af efterkrigstidens vigtigste fotografer, såsom William Eggleston. At de her billeder er så lidt kunst brænder igennem. At de ikke er fotograferet for at være kunst, i stedet nøgent og selvudslettende. Og netop derfor bliver det til kunst. Som de to andre store danske fotografer Heinrich Tönnies og Jacob A. Riis, der også fotograferer samfundets bund og emigranter og heller ikke udnævner sig selv som kunstnere. Og lige som Riis er Holdt en kunstner, der igennem en stædigt debatterende form, foredrag og formidlingsarbejde har præget og ændret verden. Set og skildret sorte og alle borgere i Amerika som mennesker. I dag er der en afroamerikansk præsident i USA. En anden stor fotograf er Kirsten Klein. I en ny bog opsamles hendes værk. Naturbilleder, ofte aften og morgen. En indadvendt dyrkelse af stemning. Meget fra Thy og det Mors hun bor på. Et udkants-Danmark hvor referencer til L. A. Ring og Casper David Friedrich ligger lige for. Dejlige billeder, emmende af atmosfære, i udsøgte grafiske virkninger. En tredje fotograf er Tine Harden, der har gennemrejst Afrika, opsøgt og fotograferet fodbold som fænomen. En bog der insisterer på at vise et andet Afrika. Et Afrika der ikke kun er nød og håbløshed. I stedet har Harden skabt en bog, der emmer af energi, glæde og livsvilje. Tre store fotografer, der hver på deres måde går tæt på hvert deres emne, og hudløst, fortæller deres historie. Tre gode bøger. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk "Faith, Hope and Love" Udstillingskatalog. Interview med Jacob Holdt af udstillingens kurator Mette Marcus, essays af Sandra Ruffin, Erik Steffensen og Geoff Dyer samt uddrag af Susan Sontags bog ”Regarding the Pain of Others”. 150 billeder fra 1970’erne til i dag. 144 sider, 198 kr. Louisiana. "Mellem lyset og mørket" Fotograf: Kirsten Klein. Introduktion ved Henrik Wivel. 200 sider, 499 kr. Gyldendal "A Kick Out of Africa" Fotograf: Tine Harden, introduktionstekst (engelsk): Jesper Strudsholm. 168 sider, 349 kr. Forlaget Verve

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...