60 år

Martin Miller
15. april 2012 17:57

¤Martin Miller, Hegedamsparken, Hobro, skoleleder på Solhverv Privatskole i Vebbestrup, fylder i dag 60 år. Martin er uddannet lærer fra Aalborg Seminarium i 1978, hvorefter blev han ansat på Solhverv Kost- og Realskole. Her har han haft sit virke siden, og han kan således fejre 35 års jubilæum på Solhverv Privatskole næste år. Han har hovedsageligt undervist i dansk, engelsk og idræt, og han er kendt for sine store ambitioner på elevernes vegne og usædvanligt gode faglige resultater med sine elever. Han har altid mødt eleverne i øjenhøjde og fået maksimalt ud af de resurser, den enkelte elev besidder. Gensidig respekt lærer og elev imellem har været kendetegnende for Martins virke som lærer. Efter uddannelsen til skolevejleder i 1997 fungerede han som sådan på Solhverv, indtil han i 2006 blev udnævnt til viceskoleleder. To år senere tiltrådte han som skoleleder, og han har siden med stor ildhu og engagement formået at føre skolen ind i det nye årtusinde. Martin er ophavsmand til skolens slogan: "En moderne skole med gamle dyder", som meget præcist rammer det, som Martin Miller og Solhverv står for. Martin har tre børn, hvoraf de to er gået i faderens fodspor og arbejder som lærere. Fire børnebørn er det blevet til, og her træder Martin gerne til i weekenderne som "babysitter". I fritiden nyder Martin og hans hustru, Bente, deres fælles passion for sejlsport og kunst. Som tidligere fodboldspiller med masser af mål i benene er Martin stadig aktiv på "Slyngelholdet", hvor man dog vist nok mest går op i den såkaldte tredje halvleg, ligesom han ynder at se en god fodboldkamp på stadion eller på tv hjemme i Hegedalsparken. Martin voksede op i en familie, der drev en planteskole, og lige siden har han opdyrket smukke roser. Han har således i år podet over 400 roser af forskellige sorter. Martin elsker at rejse, og sammen med Bente har han besøgt de fleste steder i Europa og planlægger at gentage succesen fra sidste år til USA i den nære fremtid. 60 års dagen fejres i Berlin med familie og venner.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...