Helt nye toner i Symfonien

105 unge rykkede inden for hos Viva - også 20-årige Camilla, der er glad for sin nye bolig

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En glad Camilla Laursen-Ørtegren er en af de 105 unge, der fredag kunne flytte ind i de nye ungdomsboliger. Foto: Ole Skouboe

20-årige Camilla Laursen-Ørtegren er en af de 105 unge mennesker, der fredag flyttede ind i Vivaboligs ungdomsboliger, Symfonien, i Kjellerupsgade.

Og den unge universitets-studerende kunne ikke skjule sin begejstring for sin nye bolig, der ligger på anden sal i det spritnye byggeri, som tilbyder alle moderne faciliteter for beboerne.

- Jeg er meget glad. Lejligheden er fantastisk, og også beliggenheden er perfekt. Her er man tæt på alt, og bussen, der kører til universitetet, går lige omkring hjørnet, fortæller den smilende og udadvendte studerende, der netop har påbegyndt 2. semester i International Virksomheds Kommunikation.

De nye ungdomsboliger er bygget præcis der, hvor vi, der er noget ældre end de nye beboere, stadig kan huske ungdomstidens besøg i Europa Bio og efterfølgende koncerterne med Aalborg Symfoniorkester, der overtog lokalerne, da Europa Bio lukkede.

105 boliger er der præcis, og de er lidt forskellige i størrelse fra 35 til 50 kvadratmeter.

De mange boliger på grundstykket i midtbyen er et tydeligt tegn på fortætning af Aalborg.

Det er simpelthen lykkedes at skrue flere kvadratmeter ind på det samme grundareal.

Bygningen er med sine syv etager højere end den gamle symfonibygning, ja, faktisk bliver den højere end nabohuset, Jobcenter Aalborg.

Udgangspunktet har været at skabe en varieret bebyggelse, som volumenmæssigt opdeles i mindre enheder, og skaber sammenhæng på hjørnet af Kjellerupsgade og Kayerødsgade.

Med inspiration fra kvarterets byhuse er husets form opdelt i fem zoner.

Under boliger og kontor-etagen, der er ved at være klar til administrationen for Vivabolig, er der anlagt en kælder med plads til 25 biler og en hulens masse cykler.

Og som Camilla Laursen-Ørtegren korrekt påpegede, så ligger bebyggelsen tæt på havnen og midtbyen og er velforsynet med kulturelle og rekreative tilbud.

Boligerne ligger nærmest i et smørhul. Midtbyen og gågadesystemet er i gåafstand, og samtidig er der gode rekreative muligheder rundt om hjørnet - både på havnefronten og i Karolinelund.

Sammen med nabobebyggelsen kan der etableres et stærkt studiemiljø, der omfatter flere typer studieboliger og en lang række aktivitetsmuligheder, tagterrasse, festlokale, gårdhave og meget andet.

Projektet har nogle år på bagen.

Første spadestik blev taget for knap to år siden - nemlig 27. marts, og i sommer var der så rejsegilde lige inden ferien.

Men tilbage til indflytningen i går. Vivabolig markerede dagen med indflytningsgaver til de nye lejere.

En pose med et badeforhæng og en dørmåtte blev leveret sammen med nøglen til boligen, og i lejligheden var der desuden et grydesæt til de nye beboere.

- Det var en flot gestus og i det hele taget føler man sig meget velkommen, siger Camilla Laursen-Ørtegren, der allerede har to bekendte blandt de øvrige beboere.

- En fra samme hold på universitetet bor på samme etage som jeg, og så er der desuden en kollega fra Bilka, hvor jeg har fritidsjob, slutter Camilla.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.