Tilskud til skabendekunst alt for lille

24 januar kunne man læse i NORDJYSKE, at Nordjyllands Amt vil støttet et teaterprojekt, der handler om kunstnerne i Skagen for hundrede år side, med 1,5 millioner kroner.

Skagen 23. februar 2005 21:36

Det er godt at man gør det. Det er den slags der skal til, hvis vi i fremtidens Nordjylland skal leve af andet end græsningsarealer for kvæg til Hamborg. Samtidig giver det et indblik i nogle bemærkelsesværdige strukturer i det Nordjyske kulturelle landskab. På teaterområdet er der udover de 1,5 millioner kroner, der tales om her, et veludbygget produktionsapparat, der hvert år giver titusindvis af Nordjyder hundredtusindvis af teater oplevelser. Det er et område samfundet prioriterer og derfor finansierer, og der omsættes et tocifret millionbeløb. Noget man kan se som udtryk for, at politikerne syntes, at et eksperimenterende og professionelt teater, er af stor betydning for det Nordjyske samfund. Naturligvis findes der derfor på dette område faglige og kompetente råd, hvor politikerne kan hente sagkyndig bistand. Det er selvklart, at politikerne skal have deres baggrund i orden og adgang til sagkyndig rådgivning, når der hvert år omsættes snesevis af millioner. Sådan er virkeligheden imidlertid ikke på det billedkunstneriske område. Her har amtet i årtier afsat 100.000 kroner om året til billedkunst. Prøv at sammenligne det med de 1,5 millioner, man som en ekstra bevilling vil give teaterforestillingen, om billedkunst Skagen, for hundrede år side. Det svarer til de ressourcer, Undervisnings og kultur udvalget i Nordjyllands Amt, har afsat til producerende billedkunst i femten år. Måske er det netop på grund af disse ligegyldige beløb, at man som beskrevet på NORDJYSKE net debat side 16. januar, har negligeret normale forvaltningsmæssige principper i den billedkunstpolitik, man har ført. At armslængde-princippet er en by i Rusland, og at den rådgivning, man støtter sig til, ikke er synlig. Når man ser de løsninger, amtet stiller op med, kan man stille sig selv det spørgsmål, om man i kulturforvaltningen overhovedet støtter sig til noget som helst. Sagen om billedkunstrådet er ikke noget enestående eksempel. Her har man undladt at stille billedkunst lige med de andre kulturelle områder og har dermed sagt nej tak til årlige sekscifrede beløb fra statsligt hold. Ressourcer, der kunne være brugt til at udvikle og opdatere et kvalificeret eksperimenterende kunstmiljø i Nordjyllands Amt. I stedet har amtets kulturudvalg som beskrevet på side 40 i den kulturelle handlingsplan fra 2000, set det som sin opgave at bruge samfundets ressourcer på at importeret ubetalt billedkunstnerisk arbejdskraft fra de baltiske lande. At Nordjyllands Amt på den måde underminere normal dansk praksis for honorering af billedkunst, er i sig selv et problem. Får de læger, Nordjyllands Amt på tilsvarende vis henter fra Polen og de Baltiske lande, heller ikke den samme honorering, som danske læger får ? Og så sker alt dette i en tid, hvor ung dansk billedkunst har haft en ledende position på verdensplan. I disse år har det været nemmere for talentfulde unge danske kunstnere at få en seriøs platform i Sidney, London og Kobe, end det har været at arbejde i Nordjylland. Uden ressourcer og tidssvarende strukturer har man derfor sørgmodigt kunnet stå ved sidelinjen og se toget køre forbi. Prøv selv og gå på nettet og se, hvor meget halvfemsergenerationen fylder i den internationale billedkunst og i den eksperimenterende diskuterende begrebsdannelse, der sker her. Søg for eksempel på nettet efter: Superflex, N55, Peter Land, Henrik Olesen, Trine Søndergaard, Olafur Eliaesson, Michael Elmgreen og Ingar Dragsted, Simone Aaberg Kærn, Jens Haaning, Henrik Plenge jacobsen og Joachim Koester. Så kan man jo gå ud fra den virkelighed, der nu er og sige, at amternes tid er forbi. At der nu bliver plads til, at der kan opstå nogle nye og tidsvarende strukturer. Men nej. Iinden amterne lukker, har man i samarbejde med Kulturministeriet udarbejdet en regional kulturaftale, der binder kommuner i en lang række år frem I denne plan viderebringes amtets ineffektive og utidssvarende måde at håndtere billedkunst på. Producerende billedkunst optræder simpelthen ikke i planen. Til gengæld vil man bruge ressourcer på at formidle billedkunst for børn og unge. Tænk sig, hvis man overførte den slags politik til teater området. At man lukkede det producerende og skabende teater og i stedet brugte nogle tusinde kroner på at formidle teater for børn og unge. Det er godt, at man forsøger at skabe teater i Skagen. Men det er ikke nok, selv Pia Kjærsgaard går ikke med tørklæde mere. Og det kunstbegreb, man synliggør i et sådant teaterstykke, har intet at gøre med den virkelighed, der sætter dagsorden i dag. Hvis der så ved siden af var tidssvarende strukturer for samtidskunst, gjorde det ikke så meget. Det er selvfølgelig ok, at man i en kort stund slår hovedet fra, nyder tilværelsen og romantiserer et historisk kunstsyn. Men billedet vælter, når det eneste billede man kolporterer er et forhistorisk syn på billedkunst. Står det gammeldags alene, tegner det et billede af et nordjysk samfund, hvor vi alle sammen går med sydvest, høj hat og tørklæde og hvor politikerne åbenbart mener, at vi i fremtidens Nordjylland, skal leve af at føde stude op til Hamborg.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...