Rød er ikke nok

Sommeren over grunder billedkunstneren Gorm Spaabæk over regnbuens farver. I denne uge er vi nået til rød og dermed også til, hvorfor børn i Singapore laver svampe i børnehaven

Gorm Spaabæk
For tre år siden tilbød billedkunstneren Gorm Spaabæk avisen tre akvareller og en kultegning, skabt som illustrationer til et digt af Tove Ditlevsen og udført i hver sin farve: blå, rød, gul og sort, og skabt med direkte og bevidst sigte på at skulle produceres netop i avistryk. Vi tog aldrig mod tilbuddet. Men da vi bad ham skrive denne sommers serie om farverne til avisens farvetema, så han straks, at vi - helt tilfældigt - havde lagt netop de fire farver i netop den rækkefølge sidst i serien. Så var der ikke langt til forslaget om at lade de fire billeder runde sommerens farve-forløb af. Og denne gang sagde vi ja tak. Red.
Singapore 30. juli 2010 06:00

Historien starter på Sanur Beach, Bali. Året er 2000. Jeg er oppe i gaderne, et stykke fra stranden. Et værksted er ved at afslutte udsmykningen af en dør. Mesteren ser bestemt og autoritativt på mig. Med et nik giver han mig lov til at tage billeder. Døren har figurer skåret i træ. Dernæst er den malet med en rød grundfarve. Nu er værkstedet ved at lægge guld og overmaling på. Her oplever jeg, i lyslevende virkelighed, et af de værksteder, der også i Europa, stod for kunstproduktion i århundreder. Vi er tilbage i en tid, hvor billedkunstnere fungerede på lige fod med andet håndværk. Løste opgaver på bestilling. Det er et udtryk for håndværkersamfundets tankesæt. En måde, der førhen også i Danmark var en grundsten i samfundet og grundlag for produktion. På områder som symfoniorkestre, teater og det danske landbrug har man forlængst taget konsekvens af, at den virkelighed er væk, at verden ser anderledes ud i dag, og holder derfor den ønskede produktion i gang ved hjælp af omfattende subsidier. Det er ikke tilfældet for billedkunstnerisk produktion. Her forventes det, at en kvalificeret produktion kan gro og vokse ud af et tænkt salg. Ja, det er en drømmeverden. Noget der ligner en lystløgn. Men det er den begrundelse, den offentlige sektor bruger, når den ikke vil betale for det arbejde, der gøres brug af. Det er en adfærd, der bærer en stor og tung del af ansvaret for, at den bedst uddannede billedkunstneriske arbejdskraft ikke har noget grundlag for at etablere sig i Region Nord. Længe holdt det lokale produktionsmiljø faget levende og opdateret ved at producere kunst i luft. Men den går ikke længere. En ny generation rykker frem, stiller andre krav, og for den unge talentmasse er det ikke nok at skabe kunst i affaldsmaterialer, papir og is. Kunst udviklet på grundlag af luft, er ikke mere nok. Kunst er en fremadrettet diskuterende proces, og unge kunstnere tænker ikke på samme måde, som den generation, der rammer de 70 år nu. De bruger ofte andre teknologier. Og de ligner heller ikke mesteren fra Bali. Mesteren fra Bali kan derimod sammenlignes med Claus Berg fra Odense, der for 500 år siden skabte det store alter i Odense Domkirke. Den er et udtryk for den samfundsstruktur og de diskussioner, man dengang så. Og så er den et af Danmarks betydeligste kunstværker. Her kommunikeres der i et grænsebrydende tankesæt. Æblet er spist, jorden er ikke flad, uskylden taget, og det ses hos Berg. Og netop derfor er altertavlen i Odense Domkirke stadigt relevant og interessant. Her ses kunst som et fremadrettet diskussions-forum for skredet i virkelighedsopfattelse. Som det producerende billedkunstfag for øvrigt altid har været det fra Giottos tid. Og varen leveres også i dag. Også fra den række af højt kvalificerede Nordjyske eksil-kunstnere, der aldrig er sat i produktion i deres egen egn. Efter min opfattelse er det et udtryk for spild og besynderligt, fordi vi lever i en verden, der koger af muligheder og råber på formulering af alle de mange nye tanker. I dag diskuteres de store spørgsmål med lige så stor heftighed, som for 500 år siden, da Claus Berg gav alle disse mange mennesker på Odense Domkirkes altertavle ansigt. Eksempelvis i portrættet af Kong Hans, der fremstår som et menneske. På denne tavle er hvert enkelt menneske et menneske, med egen karakter og personlighed. Her er mennesket ikke bare et græsstrå i Guds store græsplæne. På samme måde har kunstnergruppen Superflex reageret på sin tid. Og udviklet og etableret mult-lokummer til Afrikas sygdomsramte landsbyer. Et andet projekt er at etablere produktion af en energi-drik, der brygges på råvarer fra en lille by i Amazonas, der hedder Maués. Forudsætningen er, at de indianere, der producerer råvarerne til Guaraná-drikken, bliver ordentligt behandlet og får en seriøs betaling for deres råvarer. Eller en anden af de vigtigste unge nordjyske billedkunstnere, Rikke Luther, der ud fra kunstnerfællesskabet "Learning Site" har udviklet en praksis, der bygger på netværk, videnskab og samarbejde på tværs. Med fagfolk af meget forskellig baggrund. Også her ses kunstnerrollen i, at udvikle praktiske løsninger på samfundsmæssige problemer. Det er en diskuterende og forskende kunstnerrolle. Ud fra den tradition der allerede ses i Leonardos skitsebøger. Den er baseret på interessen for det naturvidenskabelige og Michelangelos konstruktioner og etablering af videnskabelige studier af den menneskelige krop. I Learning Site hvor blandt andet også Cecilia Wendt er aktiv, har man formuleret det således, at "Learning Site handler om at flytte rundt på viden og se, hvad der sker ved at udvide sproget og afsøge andre mulige forståelsesrammer. I den forbindelse forsøger Learning Site også at række ud til skoler sådan, at Learning Site fungerer på forskellige niveauer og henvender sig til forskellige folk." I 2006, da Luther og Learning Sites deltog i Biennalen i Singapore, bestod deres værk i at flytte viden om svampeproduktion fra universitetets ramme til en børnehave. Baggrunden var, at det i de sydøstasiatiske byer er almindeligt, at fødevareproduktion foregår i fingre langt ind i bykernerne. På den måde løser man det logistiske problem med at få fødevarer frem til disse millioner af mennesker. Man producerer simpelthen maden tæt på de mennesker, der skal spise den. Det kan man ikke i Singapore. Singapore ligger på en ø, og her er ikke plads. Her satte Learning Sites en løsning op: At udvikle en lokal fødevareproduktion. At dyrke spiselige svampe. Og etablere produktion i en børneinstitution, så de små børn havde adgang til nok sund og nærende mad. Et eksempel på, hvorledes kunstneren, også i dag, tager det på sig at udvikle og diskutere kunstnerrolle, samfundsforhold og visionært udvikle løsningsmodeller på samfundsmæssige problemer. Paletten er anderledes i dag. I dag maler man ikke med farve, men med ide, diskussion, planlægning og kommunikation. Det er ikke mere nok, at male et billede med rødt og lægge guld på. Rødt er ikke nok.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...