Kunst du godt må røre ved

Arden Kunstfond giver byen tre nye granitskulpturer

Bente Lembo
Børnehuset Hesselholts tre ældste drenge Noah Winther, Noah Pedersen og Nicolaj Laursen afslørede skulpturen på legepladsen. Foto: Grete Dahl
Arden 8. maj 2015 20:13

ARDEN: Det var kunstværker, man hjertens gerne må røre ved, klappe og sågar sidde på, som Arden Kunstfond fredag indviede på tre forskellige lokaliteter i stationsbyen.

Ikke mindst den skulptur, som blev afsløret på legepladsen i Børnehuset Hesselholt, virkede som en magnet på små børnefingre og blev straks indtaget af drengen og piger, der kappedes om at få en siddeplads på toppen.

Skulpturen er lavet af billedhugger Morten Køser og forestiller en sæl, som drømmer om at fange en stor fisk. Sælens overflade er glatpoleret, mens fisken er ru.

Kunstneren fortalte, at stenen er millioner af år gammel, og at den har været på en rejse fra jordens indre til bjergets top og videre på gletschere. Så den kan snildt holde til at blive leget på.

- Jeg er selv oprindelig uddannet pædagog, og det er dejligt at se, at børnene tager den i brug. Jeg vil gerne, at de lærer at værne om de dyr og den natur, vi er en del af, sagde Morten Køser om motivvalget.

Borgmester Mogens Jespersen (V) var inviteret med til indvielsen af kunstværket og roste Arden Kunstfonds initiativ. Det er godt tænkt at placere kunst i en børnehave, og borgmesteren håber, ideen vil inspirere søster-kunstforeninger og brede sig til andre børnehaver.

- Kunst er mange ting, og man kan have mange meninger om den. I en børnehave skal kunst være noget, børnene kan genkende og klappe. Det opfylder sælstenen, og det er med til at give børnene en forståelse for kunst, mente Mogens Jespersen.

De to andre skulpturer, som blev indviet i går, hedder svanestenen og hvalstenen og står ved hhv. Arden Fysioterapi og stationsbygningen. Alle tre er lavet af Morten Køser.

Skulpturerne har kostet Arden Kunstfond i alt 73.000 kroner, hvoraf de 16.000 kroner er søgt hjem fra andre fonde.

Resten af beløbet har man taget fra kassen. Arden Kunstfond har bl.a. indtægter fra salg af kunstvin, og har i nu 19 år begavet byen med kunst ude og inde.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...