Er Rindal socialist?

Jeg ser Peter Rindal som udtryk for de store forandringer, der skete i Danmark i årtierne efter anden verdenskrig. At hundredtusindvis af små landbrug blev til få tusinde landbrug og hundredtusindvis af unge mennesker, der var vokset op på gårdene, i stedet måtte finde et eksistensgrundlag som lærere, sygeplejersker, lagermedarbejder eller som smede og maskinarbejdere på de store værfter i Aalborg og Frederikshavn.

Frederikshavn 20. maj 2005 22:36

Det var unge mennesker, der mødte forandring og måtte ændre den måde, de tænkte og fungerede på. Noget, der naturligvis var skræmmende, men fulgte man ikke med udviklingen, havde man tabt. Det var noget, disse mennesker tog konsekvensen af. Det var ikke en generation, der var pivet, og det var en generation, der forandrede Danmark. Alt dette er ære værd, og det er let at forstå, at der i denne rivende udvikling, hvor det fossede forbi med nye måder at tænke på, måtte komme et bristepunkt, hvor bondelandet ældgamle angst for det nye, kom op til overfladen. Det er på den baggrund, jeg ser Peter Rindals oprør , at billedkunsten blev syndebukken. Her var der så endelig et område, hvor det blev god tone at vende ryggen til udvikling, og hvor det var i orden at forkaste noget, man ikke forstod, uden at sætte sig ind i det først. Når man ser på det had, der optræder i 60'ernes diskussion om billedkunst, ser jeg det som udtryk for en syndflod af undertrykte følelser, der kom op til overfladen her. I bakspejlet er det let at se at Peter Bonnéns skulptur, der er den udløsende genstand for Rindals Protest, var udtryk for centrale overvejelser i tiden. I Peter Bonnéns skulptur mødte man en minimalisme og rensning af formen, der gennem eksport af industrielt design og dansk møbelarkitektur, i de følgende årtier, skabte tusindvis af arbejdspladser. I bakspejlet er det let at se, at havde Peter Rindals syn på virkeligheden udraderet den tids eksperimenterende billedkunstnerisk begrebsdannelse, havde det, i de følgende år, kostet massevis af arbejdspladser indenfor de danske eksporterhverv. Men derfor er det alligevel interessant at se, hvad Peter Rindals synspunkter egentligt var. Som jeg opfatter det, var Peter Rindal egentligt ikke kunstfjendsk. Jeg har selv i virkeligheden oplevet ham som et nysgerrigt, undersøgende og interesseret menneske. Men Rindal kunne ikke forstå den nye eksperimenterende kunst, og det var hans opfattelse, at han ikke kunne bruge den slags kunst til noget, og når han ikke kunne lide det, ville han ikke betale for det. Det er synspunkter der er i direkte modstrid med de synspunkter, man i dag ser udtrykt hos de ansvarlige nordjyske politikere og i samfundets relationer til billedkunst iøvrigt. Her møder man som regel det synspunkt, at billedkunst er meget vigtigt, og at man ikke vil betale for det. Det er et tankesæt, man kan se udmøntet i praksis, når rådhuse, biblioteker, folkeskoler og en lang række hel og halv offentlige udstillingssteder arrangerer kunstudstillinger. Her bliver billedkunstnerne ikke betalt for deres arbejde, og som oftest forekommer der heller ikke dækning af de udgifter kunstnerne har, i forbindelse med værkernes udførelse. Heller ikke udgifter i forbindelse med den konkrete udstillingssituation, som for eksempel indramninger, kan man gå ud fra bliver betalt. Her er det så, at Gunhild Bach Nielsen 31.3. forklarer, hvad meningen er med det projekt , der er beskrevet på side 40 i den kulturelle handlingsplan (fra 2000) Det er selvfølgeligt positivt, at Gunhild Bach Nielsen endeligt efter en række forsøg på gennem mundtligt dialog at få et mundtligt svar, fem indlæg i NORDJYSKE, et indlæg på Nordjyllands Amts hjemmeside Nordpol og to svarindlæg fra GBN, hvor hun har skrevet om noget helt andet - endeligt kan opleve, at Gunhild Bach Nielsen beskæftiger sig med de spørgsmål, der er rejst i denne sag. Gunhild Bach Nielsen ser projektet med de estiske kunstnere som et altruistisk projekt, hvor amtet ville hjælpe en gruppe baltiske billedkunstnere, der var kommet i en vanskelig situation, fordi de efter murens fald, skulle overleve på de præmisser, der normalt gælder for professionelle danske billedkunstnere. Man ville ifølge teksten i den kulturelle handlingsplan formidle udstillinger af estiske kunstnere til Nordjyske kunstforeninger. Som Gunhild Bach Nielsens selv skriver 31.3. 2005, er det en forudsætning, at amtet ikke betaler honorar til de estiske kunstnere Gunhild Bach Nielsen glemmer at fortælle, at en anden forudsætning er at "Det forudsættes, at kunstnerne leverer billederne i robust indramning og evt. skulpturer egnet til opstilling på skiftende udsalgssteder" (citat fra side 40 i den kulturelle handlingsplan fra 2000) Hvem havde man forestillet sig skulle betale de rammer amtet har brug for? I GBN's indlæg 31.3. står der, at dette projekt ikke blev til noget, fordi der ikke i Estland var et apparat, der kunne gribe denne temmeligt krævende logistiske opgave, at organisere denne vandreudstilling af Estiske værker i Nordjylland. Derfor er det et godt spørgsmål, hvad baggrunden er for, at denne krævende logistiske opgave ikke kunne løses? Er det fordi de estiske kunstnere (der var nogen af Nord-Europas fattigste) ikke så sig i stand til betale indramningen af disse billeder og dermed finansiere Nordjyllands amts kulturelle aktiviteter? Jeg har en ømhed for Peter Rindal. Jeg kan godt forstå ham, han er udtryk for en tid og en måde at se verdenen på, der hænger fint sammen med den verden han vokser ud af, og man har aldrig set Peter Rindal bede om noget som helst. Peter Rindal tager det heller aldrig som en selvfølge, at nogen skal arbejde gratis for ham.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...