Laiers konfrontationer

Gorm Spaabæk
Hitler
Louisiana 12. juni 2013 14:59 - Opdateret 13. juni 2013 05:45

NORDJYLLAND: Hver sin tid finder, bestemmer og italesætter sine egen dagsorden. Man kan for eksempel se på Rafael, der i midten af 1800-tallet passede til den engelske landadels kunstsmag i modsætning til Goya og Rembrandt, der slet ikke var til stede i den tids kunstbegreb.

Så kom der nye maskiner, der producerede oliefarve hurtigere, bedre og billigere. Det skabte en helt ny form for maleri med fokus på farve, og ud af det voksede en måde tænke kunst på, hvor Goya og Rembrandt passede ind.

Rafael kom derimod til at fylde en tilsvarende mindre i den kunstneriske diskussion. Og siden har farven som begreb været et dominant element i en almen opfattelse af, hvad kunst er.

Farvens diskussion

I Anton Laiers værk møder man også farvens diskussion, men det er ikke det vigtigste. Til gengæld optræder en lang en række andre diskussioner, der i langt højere grad har sat dagsorden i de seneste 80 år.

For eksempel det religiøse kontra det sekulære.

Det er en diskussion, der har udviklet sig fra Cimabue og Giotto og udfordret kirkens og samfundets syn på alting og verden og udfordret samfundets syn på det religiøse.

Her er løbende dømt autodafe. Som da Fillippi Lippi tilbage i 1440’erne udfordrede kirken ved at portrættere sin kone og sit lille barn som Jomfru Maria og det lille Jesusbarn.

Og i vor tid kulminerede det med den måde dansk lovgivning blev vredet af led i 1970’erne, da Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm blev forbudt.

Muhamed og Jesus

I den sammenhæng er forløbet omkring Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm og sagen om Muhammed tegninger på en lang række punkter sammenlignelige.

I begge tilfælde handler det om at overskride grænsen mellem kunst og virkelighed. Og at vise den religiøse figur i sin samtid.

Det er samme diskussion, man ser i Anton Laiers Kristusfigur fra 1937 med Kristus som en meget død mand på et kors i stedet for at vise Kristus ”som et guldsmykke mellem en nonnes jomfruelige bryster”, som Kaj Munk formulerede det i diskussionen om Laiers krucifiks i slutningen af trediverne.

De billigste materialer

Et andet fokus er Laiers valg af materialer. Ud fra det forhåndenværende søms princip brugte han de materialer, han havde. I Laiers tilfælde cement fra Aalborg Portland og ler der blev brændt på lokale teglværk.

Hans malerier er også malet i nøjsomhedens palet. I Laiers økonomi er farvetuber dyre og der var ingen indtægter. Så han tog butikkens billigste farver i stedet for de dyre. Okker blev forfinet og udviklet til at lyse som både gul og guld og kraplak virkede som rød. Rødokker og umbra lige sådan og jordfarver og andre upræntiøse farver bliver spændt til det yderste. I Laiers maleri med en stor koloristisk fornemmelse.

Kirkeby og Laier

Det er farver, der ikke kan gengives i moderne trykkeri. Her har man bare fire farver.

Og det er karakteristisk for Laiers farvebrug, at han ikke bruger de rene farver. Det var de dyre farver...

Per Kirkeby beskriver i tidskriftet A+B i 1970, hvordan han midt i 1960’erne cykler forbi Hjallerup. Her oplever han Laier performe: Ser de store monumenter i haven, mængderne af portrætter i kælderen og malerierne i stuen.

Laier ramte 60’ernes materiale- og avantgarde-diskussion. Således er han ofte idé-kommunikerende i sine titler. Eller de religiøse opstillinger der har underlæggende historier, udtrykt i at de implicerede figurer er forsynet med berømte personers portrætter.

Eller brug af uventede materialer såsom cement der blev hældt i svinetarme og lagt i Judas sprængte bug. Det sker i 1937. Og Kristus krop af cement blev der placeret en kagedåse med den tids aviser.

Biskoppen og hundehalen

I Laiers panoptikon ses Aalborgs biskop Oldenburg med en hundehale, kirkeminister Bodil Koch i bikini og med en pengepose. Og så er der de lange opremsende titler, der fortæller historier i sig selv.

Laiers humor er ikke sart. Som i beskrivelsen provst Hindsholm, der fik den uriaspost at læse præstesagens irettesættelse op i Hjallerup Kirke. Han sidder i sit ornat, foran og overskrævs på Laiers gris. Og blev i Laiers omvisning konsekvent omtalt som Pastor Hingstholm.

Så er det ligesom sagt.

Valfarter til Hjallerup

Mange af de fortalte historier er nu gået tabt. De var utallige og de levede i en fortalt tradition og er ikke blevet skrevet ned og lagt fast.

Billedkunstnere valfartede til Hjallerup for at se og opleve præsten og hans værker. Der var besøg af Svend Wiig Hansen, Frede Christoffersen, Henrik Have, og Finn Thybo Andersen. Og eleverne fra kunstakademiet er i de seneste årtier kommet forbi i hele busfulde for at opleve det.

Ud af disse besøg vokser en ny generation af unge kunstnere, der åbenbart holder fanen lige nu personificeret ved Zven Balslevs, der sammen med Claus Ejner har kurateret udstillingen i København.

Stedets Ånd

Kristus og de store skulpturer står i dag i deres drivhus og skulpturportrætterne er i kælderen i Hjallerup. Til september vil fotografen Trine Søndergaard udføre et værk i NORDJYSKEs kunstprojekt ”Stedets ånd”, der taget udgangspunkt i Laiers hus og kælder i Hjallerup.

Mængderne af malerier står på et loft i Midtjylland. Og med en enkelt undtagelse har dette materiale ikke været tilgængeligt i København de seneste 40 år.

I 1937 bliver Anton Laier afskediget fra Folkekirken efter 11 års virke som præst i Hjallerup, og året efter vises hans værker på Den Frie Udstilling. I den forbindelse blev der trykt et katalog der indeholder en indledning af Anton Laier og med en kort tekst til hver enkelt den række af de ældste skulpturer der udstilles her.

Plakaten til udstillingen blev på grund af sin anstødelige realisme forbudt af politimesteren i København. Den bestod af et foto af et blodbestænket billede af Laiers Kristusfigur.

Udvalgt fra kælderen i Hjallerup

Op gennem 50’erne blev Laiers værker løbende vist på Kunstnernes Efterårsudstilling.

I 1967 bliver Laiers skulpturhave i Hjallerup væltet, og der udstilles 30 skulpturelle arbejder - herunder krucifikset - på Charlottenborgs forårsudstilling.

I løbet af de følgende år er Laiers Grisemonument udstillet på Outsider-udstillingen på Louisiana 1970/71 og i 1974 vises en større retrospektiv udstilling på Tranegaarden i Gentofte. I sommeren 1995 udstilles fire-fem skulpturer på Befrielses-udstillingen på Statens Museum for Kunst. Og bortset herfra har der faktisk ikke været Laier-kunst i København i næsten 40 år.

Nu har Zven Balslev og Claus Ejner altså hentet en samling af Laiers skulpturer til København Her viser de især hans portrætter af berømte mænd. De er valgt ud blandt de rækker af portrætter der ses i kælderen i Hjallerup. I de valgte værker, arbejder Laier med mediebilledet som begreb. Noget Laier gør i malerisk form i portrætter af Niels Bohr, Kaj Munk, Frederik IX og kronprinsesse Margrethe. Samt Churchill, som jo fyldte en del i samtiden.

Her kan Laiers metode sammenlignes med Andy Warhol der også ser på de berømte som ikon.

Laier og Warhol

Laier har brugt sit ler og cement og Warhol bruger de medier han har adgang til, da han fortolker sine ikoner i 60’erne. Og her mødes de i, at de begge arbejder efter præsident Kennedy.

På udstillingen ”Konfrontationer” ses blandt andet også portrætter af Roosevelt, Ghandi, Stalin, Hitler og Christian X. Og det er bemærkelsesværdigt at en forholds vis stor del af de udvalgte arbejder er så gamle, at de var med på udstillingen i Den Frie Udstilling i 1938

Det er bemærkelsesværdigt, at det udvalg af cementskulpturer der vises på den Frie, er mænd. Det er der dækning for i samlingen. Jeg ser det som udtryk for at Laier lever i en tid hvor mediebilledet er domineret af mænd. Men der er også undtagelserne: Selma Lagerlöf, svømmeren Jenny Kammersgaard og Dronning Alexandrine. Og selvfølgelig en længere række sarte portrætter i ler og cement af hustruen Mette Marie.

FAKTA:

Anton Laier, 1883-1969, er dansk præst, billedhugger og maler.

Fra 1927 var Laier præst i Hjallerup, men han blev afskediget i 1937, da han både fra prædikestolen og med sine cementskulpturer angreb og karikerede danske myndighedspersoner.

De store ekspressive skulpturer, der også omfattede hoveder af bl.a. Mussolini, Hitler og Roosevelt samt Jesus på korset, fremviste Laier i sin have. Efter en vejudvidelse i 1967 blev de en overgang flyttet til Thingbæk Kalkminer ved Rold Skov.

Sommeren over kan man en mængde af hans skulpturer i hans hus og have på Håndværkervej i Hjallerup. Udstillingen suppleres også med en stribe malerier.

Forevisning efter aftale på telefon 9828 2579 eller 2832 0167. I juli åbent dagligt 13-18. Entre: 30 kroner.

Den store udstilling i Købehavn lige nu finder sted i Den Frie Udstillingsbygning på Oslo Plads. Her kan værkerne ses indtil 20. juni.

Der er i alt 20 kunstnere med på ”Konfrontation”. Det er foruden pastor Laier: Ichiba Daisuke (Japan), Anne Van Der Linden (Frankrig), samt de danske kunstnere: Claus Ejner, Mads Steen, Ulla Hvejsel, Zven Balslev, Terry Zwigoff, Jonas Seeberg, Jacob Nielsen, Sonja Lillebæk Christensen, Gudrun Hasle, Harald Engman (1903-1968), Anton Hansen (1891-1960), Storm P. 1882-1949), Dea Trier Mørch (1941-2001), Claus Deleuran (1946-1996) og Albert Mertz (1920-1990).

Udover at belyse, hvordan forskellige kunstnere igennem de sidste 100 år har forholdt sig til den samtid, de har levet i, ønsker kuratorerne at rette fokus mod kunstnere, der måske er blevet glemt eller overset i den kanoniserede kunsthistorie. Ifølge claus ejner og Zven Balslev kan en grund til, at flere af udstillingens kunstnere ikke har fået den opmærksomhed de fortjener være, at den kunsthistoriske forskning har haft en tendens til at beskæftige sig mere med form end indhold.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...