Porsche-svindler fængsles for luksusimport

Nu gik den ikke længere for en eksklusiv bilimportør, som har svindlet statskassen for et større millionbeløb

Østre Landsret 20. juni 2012 15:58 - Opdateret 20. juni 2012 15:59

KØBENHAVN: Han har importeret en mindre flåde af luksusbiler til sin velhavende kundekreds med smag for celebre mærker såsom Porsche, Jaguar, Aston Martin og Mercedes-Benz.

Men forretningsmodellen baserede sig på svindel, og Østre Landsret straffede torsdag manden med ubetinget fængsel i tre år og seks måneder for de systematiske lovovertrædelser.
Bilimportøren, som er fra Amager, skal også betale en kæmpebøde på 16,5 millioner kroner. Det er halvdelen af det beløb, som han har snydt statskassen for.
- Han købte meget dyre biler nede i Tyskland, importerede dem til Danmark og fremlagde fakturaer til Skat, som var væsentligt under de priser, som han reelt havde købt bilerne for, fortæller anklager Dorte Frandsen fra Københavns Politi.
Manøvren betød, at regningen for registreringsafgift og moms blev langt lavere, end den burde have været. Og det er betragtelige beløb, når det drejer sig om så ekstravagante bilmodeller.
- Vi taler om biler i luksussegment-klassen, som typisk koster i hvert fald én million kroner i vejledende udsalgspris. Den dyreste i sagen var helt oppe på 4,6 millioner, fortæller Dorte Frandsen.
Enkelte af de pengestærke bilkøbere i mandens kundekreds risikerer også at blive straffet. I nogle tilfælde har de sparet så mange penge, at politiet mener, at de burde have vidst, at der var ugler i mosen.
- Vi har valgt at rejse tiltalte i fire prøvesager, fordi vi mener, at køberne har handlet uagtsomt. De burde have vidst, at prisen og handlen var lidt for god, fortæller anklageren.
Det er Skat, der har sat gang i den opsigtvækkende straffesag, fordi man fattede mistanke til de mange bilhandler.
Den dømte autohandler straffes for 45 tilfælde af ulovlig bilimport. Han blev i december 2010 dømt ved Københavns Byret, og det er denne dom, som landsretten nu erklærer sig enig i.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...