Børglum med i ny bog

Journalist og forfatter inspireres til skriverier på Thorupgaard Bondegårdsferie

”Tilbage til rødderne” er en fotografisk rejse rundt i landet, hvor 10 kendte danskere fortæller om deres opvækst og livsvalg. Her Hans Henning Rottbøll. Foto: Britt Lindemann
Hjørring-net 23. oktober 2015 11:45

Af Esben Heine

esben.pedersen@nordjyske.dk

LØKKEN/BØRGLUM: 10 kendte danskere fortæller i ny bog om, hvorfor de har valgt at bosætte sig der, hvor de voksede op. Bogen kommer rundt i hele landet, og fra Nordjylland er godsejer Hans Henning Rottbøll på Børglum Kloster med.

Det er journalist Lotte Dalgaard, der har skrevet de 10 interviews, og ideen udsprang af en undersøgelse fra det nu nedlagte Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som viste, at halvdelen af Danmarks befolkning bor i cykelafstand fra den plet, hvor de er født.

- Det er både et privilegium og en livsopgave at bo på Børglum Kloster, fortæller Hans Henning Rottbøll i bogen ”Tilbage til rødderne”, der udkommer 30. oktober på Byens Forlag.

Til hvert interview i bogen er der masser af billeder fra de 10 egne i Danmark. Udover at have fotograferet på Børglum Kloster har fotograf Britt Lindemann været rundt og tage billeder af Hans Henning Rottbølls yndlingssteder i omegnen, bl.a. Restaurant Villa Vest i Lønstrup, stranden i Løkken og Rubjerg Knude.

- Det har været en dejlig oplevelse at komme rundt i vores ualmindeligt smukke land, og de medvirkende har nogle interessante, sjove og rørende historier at fortælle, siger Lotte Dalgaard, der til daglig arbejder som freelancejournalist og også har skrevet krimierne ”Tvillingesagen” og ”Det svageste led.”

I sidstnævnte bog, der tidligere på året blev præsenteret i Tolstrup-Stenum Kulturhus, bliver en mand skudt på Løkken Strand. Krimien handler om kriminalreporter Line Lyng.

Lotte Dalgaard tager selv ofte på forlængede weekender med familien på Thorupgaard Bondegårdsferie i Stenum, så hun kender området godt.

- Jeg har flere gange været gæst på Thorupgaard Bondegårdsferie og med veninder flere gange.

Jeg kan rigtig godt lide at komme herop og slappe af, siger Lotte Dalgaard, 48, der bor i Nordsjælland med sine to børn på 10 og 20 år.

- Hans Henning er den yngste i en søskendeflok på fem, og hans fire ældre søskende var ikke interesserede i at overtage stedet. Så Hans Henning fik som den eneste ikke lov til at gå på gymnasiet, han kom i stedet i landbrugslære, og det er han glad for i dag, både fordi faget interesserer ham, og fordi han får lov til at bo her. Hans Henning Rottbøll egne børn derimod vil alle fire gerne overtage godset, og det er ikke besluttet endnu, hvem der skal blive her som godsejer.

Hans Henning Rottbøll udtaler i ét af citaterne:

- Jeg var én, der ikke hørte til, selv om vi alle sammen gik ud og hjalp i stalden, når vi kom hjem fra skole. Men det kan da godt være, det var mig, der var underlig, det kan man jo ikke selv se.

Udover Hans Henning Rottbøll medvirker blandt andre fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen fra Aabenraa, målmandscoach på fodboldlandsholdet Lars Høgh fra Odense og Kerteminde, komiker og radiovært Christian Fuhlendorff fra Kastrup samt sangerinde Maria Montell fra Espergærde og Helsingør.

Bogen kommer også til Viborg, Herfølge, Ærø, Bornholm og Lolland.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...