Vendsyssel FF har hyret assistent

Frank Kristensen tilknyttet som assistent for Erik Rasmussen i foråret

Frank Kristensen - her fra sin tid som aktiv i FC Midtjylland - er ny assistenttræner i Vendsyssel FF. Arkivfoto: Scanpix
Hjørring 17. februar 2017 20:03 - Opdateret 19. februar 2017 07:57

HJØRRING: 1. divisionsklubben Vendsyssel FF har fredag hyret Frank Kristensen - med tilnavnet Farlige Frank - som assistenttræner på en kontrakt, som løber til udgangen af forårssæsonen.

Frank Kristensen scorede 147 mål i sin aktive karriere i superligaen for FC Midtjylland og Randers FC, og han har spillet mere end 350 kampe i Superligaen. Efter Frank Kristensen indstillede sin karriere i 2014 har han blandt andet været tilknyttet FC Midtjylland som angrebstræner.

- Jeg har et indgående kendskab til Farlige Frank fra vores næsten fem år sammen i FC Midtjylland, hvor Frank blandt andet var anfører i de sidste par sæsoner. Frank var som spiller en af de absolut bedste afsluttere i dansk fodbold og en specialist på dødbolde, og i sin nye rolle som assistenttræner bliver han blandt andet ansvarlig for vores angrebstræning og vores standardsituationer, siger cheftræner Erik Rasmussen.

- Jeg er glad og stolt over at have fået denne unikke mulighed i Vendsyssel FF. Jeg ved, at Vendsyssel FF har en virkelig talentfuld trup, og jeg glæder mig til at være med til at sætte mit præg på holdet. Og så glæder jeg mig også til at være med til at udvikle spillernes individuelle færdigheder, som bliver et af mine fokusområder, siger Frank Kristensen, som også skal bidrage med scouting.

Frank Kristensens første arbejdsdag bliver søndag 19. februar 2017, når Vendsyssel FF møder Fredericia i en træningskamp.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...