Erik alene med hele verden i båden Danmark rundt

Jens Fogh-Andersen
Kajakken er pakket og klar til endnu en dag på søen ud af de 45, Erik Jørgensen har afsat til sin 1100 kilometer lange rotur Danmark rundt.
Klitmøller 10. januar 2010 05:00

KLITMØLLER: Efter en sejltur på 42,2 kilometer satte 34-årige Erik B. Jørgensen sent fredag eftermiddag sin kajak på land på stranden lige syd for Klitmøller. Her var der ro og fred til at slå lejr for natten efter en tur, der var startet om morgenen i Thyborøn. - Det gik rigtig godt i dag, fortæller kajakroeren, mens hans sidder i sit lune telt på den sneklædte strand. Underfor er det stjerneklart og 10 graders frost. Indenfor er det, som om man har hele verden for sig selv. 28. december satte Erik B. Jørgensen kajakken i vandet ved Højer i Sønderjylland og lagde kursen nordover langs Vestkysten på en tur, som på 45 dage skal føre ham nord om Skagen, ned langs Jyllands østkyst, via Samsø til Sjælland, gennem Øresund, syd om Lolland-Falster over det sydfynske øhav til Flensborg Fjord. 1100 kilometer. Andre har gjort det før ham, men om sommeren. Oplevelsen er intens - Egentlig var det en kammerat, som foreslog, at vi tog turen sammen. Han blev forhindret, men så kunne jeg sejle selv, fortæller Erik B. Jørgensen, som tager dagene, som de kommer, og sejler så langt, vind, vejr og kræfter tillader. - Jeg oplever alt på en dag, og oplevelsen er meget intens, når du er helt alene, fortæller roeren, som fredag i glimt genoplevede kystformationer meget lig dem, han så på Grønland, da han var med Sirius-patruljen. Det skete, da han passerede de sneklædte klinter ved Lodbjerg i selskab med havfuglene og med seks sæler i kajakkens kølvand. Bortset fra at gennemføre har Erik B. Jørgensen et helt klart formål med turen. Han vil vise, at eventyret findes alle steder. Nogle gange mere ekstremt end andre. Masser af eventyr venter - Hvert år er der måske 200 mennesker, som søger deres eventyr i et forsøg på at bestige Mount Everest. Lige nu søger jeg mit eget eventyr ved at sejle Danmark rundt. Det har ingen gjort før mig på denne årstid, men hvad jeg egentlig vil vise, er, at det i bund og grund handler om at søge sine egne eventyr. Det behøver ikke at foregå på eksotiske og fjerne steder. Se bare her - der er masser af eventyr og oplevelser i Danmark, hvis man bare forstår at samle dem op. Erik B. Jørgensen vil ikke anbefale at udfordre sin indre eventyrer ved at følge i hans kølvand. - Sådan en tur skal ikke være det første eventyr. For nogen kan det være lige så stor en oplevelse bare at tilbringe en forårsnat under åben himmel - eller køre den første tur på tohjulet cykel. Kan mit eventyr være med til at inspirere andre til at søge eventyret ud fra deres forudsætninger - ja, så har jeg opfyldt et mål med turen. Deler oplevelserne Et andet formål er at samle materiale til en bog om projektet - og så giver turen Danmark rundt masser af nyt materiale til den foredragsvirksomhed, den 34-årige eventyrer driver. - Jeg har altid haft lyst til at formidle. Og eventyr er en slags formidling som måske kan inspirere andre, siger Erik B. Jørgensen, som allerede har fuld gang i at formidle sine oplevelser til et meget stort publikum. I hans 30 kilo bagage er en pc med mulighed for trådløs internetopkobling, så når mørket falder på, sidder eventyreren under teltdugen og lægger dagens oplevelser ud på sin hjemmeside. I gamle dage kunne en eventyrer være væk i op til mange år. Nutidens eventyrere deler oplevelserne med deres publikum, når de sker.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...