Vikinger fejrer atter solhverv

Vikingegården danner i weekenden atter ramme om jul i vikingetiden

Lørdagens vintersolhvervsfest og -marked på Fyrkat afsluttes - traditionen tro - med et fakkeloptog rundt om vikingegården. Privatfoto
Hobro 8. december 2016 08:34

HOBRO: For 21. år i træk fejrer vikingerne på Fyrkat lørdag 10. december jul på vikingegården.

Det sker bl. a. med arbejdende værksteder og mulighed for at gøre en god handel, få en tur på ryggen af en islandsk hest eller lidt godt til maven.

Vikingegårdens huse vil til lejligheden være indrettet med boder, hvor vikingerne demonstrerer deres håndværk og sælger deres hjemmegjorte varer.

I år deltager omkring 60 vikinger, som bl.a. sælger håndstøbte bronzesmykker, plantefarvet garn, nålebundne huer, vanter og sokker, filtede uldsager, håndlavede unikasmykker, urtesalt, snittede ting af træ, glasperler, pileflet, ting af horn og ben, smedesager, trælegetøj og en Odins velsignelse af ting og sager i alle afskygninger og prislejer.

Vikingerne tilbyder også gæsterne at prøve at skyde med bue og pil på engen nedenfor Vikingegården, og i langhuset underholder to vikinger med sang og musik, mens et par vikingekokke tilbereder midvintersuppe i langhusets forrum.

Hvis man ikke er en ægte viking, kan man i stedet finde varmen i Besøgscentret, hvor museumsbutikken bl. a. sælger varm mjød, te og kaffe.

De deltagende vikinger i Fyrkats vintersolhvervsfest kommer fra nogle af de mange forskellige grupper, der i sommersæsonen er med til at levendegøre Vikingegården i Hobro.

Denne ene dag har de mulighed for sammen med vikingecenterets medarbejdere og frivillige at feste med gæstebud, handel og rigeligt med mad og drikke, og når markedet slutter ud på eftermiddagen, går vikingerne i fakkeltog omkring gården for derefter at ofre deres fakler på bålet og fremsige de traditionsrige vers om årets hjul, der drejer, og solen, der vil vende tilbage. Forhåbentlig lykkes det igen i år at påvirke naturens kræfter og formilde guderne, så de lysere tider vender tilbage - også selvom solhvervet ifølge kalenderen først falder 21. december.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...