Sådan gør du når dit barn ikke vil slippe iPad’en

Hvis dit barn sidder klistret til iPaden fra morgen til aften, så læs eksperternes råd her

/ritzau/FOKUS
Mange børn har svært ved at slippe iPad’en. Foto: Colourbox
Danmark 16. februar 2017 20:53 - Opdateret 16. februar 2017 21:07

DANMARK: Det er fristende at parkere børnene med en tablet i hånden, så de er underholdt, mens der bliver lavet mad eller gjort rent.

Så er alle glade.

Men når tabletten skal vristes ud af de små hænder igen, kan der godt opstå problemer.

Hvor meget er for meget?

Men hvor meget tablet er egentlig for meget tablet?

- Man kan ikke sætte tid på, hvad der er smart. I virkeligheden handler det om, hvad man går glip af, når man kun sidder og spiller iPad, mere end at iPaden i sig selv er skadelig, siger Steen Søndergaard, lektor på pædagoguddannelsen på UCC.

Tabletten er altså ikke et problem, hvis bare den bliver brugt rigtigt. Men hvis der ikke er plads til andet i hverdagen eller i bevidstheden, så er det på tide at skrue ned.

- Brugen af iPad bliver for meget, når børnene hellere vil spille iPad end at gøre noget sjovt sammen med venner eller den voksne, siger Steen Søndergaard, lektor ved UCC.

Grib ind hvis andre lege fortrænges

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at man som forælder skal reagere, hvis barnets repertoire af øvrige lege er svundet ind.

Når man gerne vil skære ned på barnets brug af tablet, er det oplagt at begynde med længden på de sessioner, hvor barnet sidder med tabletten.

- Tidsrummet, hvor barnet bruger iPaden, skal være så kort, at barnet ikke når ned i den zombietilstand, som man også selv kender, hvis man har set den ene Netflix-serie efter den anden. Så er det næsten umuligt at komme op af sofaen igen, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Bliver tiden med tabletten for lang, bliver det altså kun sværere at løsrive sig igen.

Sådan nedtrapper du dit barn

Det kræver også en smule forberedelse, når barnet skal lægge tabletten fra sig.

- Man kan ikke bare komme og sige: "Nu er det slut", for så har man et skrigende barn, der ikke gider noget. Så oplever barnet, at det er noget rart, der bliver taget, uden at der nødvendigvis kommer noget rart i stedet, forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hun foreslår, at man i stedet sætter sig sammen med barnet, så det bliver en mere glidende overgang, hvor man allerede mens barnet sidder med tabletten har talt sammen.

- Begynd også med at tænke over, hvad det er, I vil lave med barnet i stedet. Hvad har vi energi til? Siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Præsenter en aktivitet, som i skal i gang med i stedet - om det så er en tur i haven, at lave mad sammen eller lege med Lego. Det skal bare fremgå klart, at alternativet til at spille er, at der er en forælder, der gerne vil lave noget sammen.

/ritzau/FOKUS

FAKTA

Skær ned på børnenes brug af tablet

- Fortæl barnet, hvad der skal ske i stedet. Det er ikke nok at sige: ”Nu er det slut med iPaden”, der skal også præsenteres et alternativ. Det skal være følelsen af at få noget - ikke at der bliver taget noget fra dem.
- Brug tabletten sammen som en aktivitet, så barnet ikke bliver parkeret alene.
- Arbejd med tidsrammer, eksempelvis 30 minutter på tabletten eller to afsnit af ”Gurli Gris”. Så har barnet noget at forholde sig til.
- Barnet kan godt have brug for at sidde en halv til en hel time med iPaden. Det kan være inden en fritidsaktivitet eller en halv times tablet efter aftensmaden. Det kan være en god idé at tænke det ind i familiens rytme, lige som man gør det med aftensmaden.
Kilde: Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard og Nordicparenting.dk

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...