En tegner i tiden

Axel Mathiesen - overset kunstner - er blevet portrætteret i velskreven bog

Peder Most - tegnet af Axel Mathiesen.
Litteratur 18. december 2009 15:23

bøger "Axel Mathiesen – en tegner og hans tid" # # # # # ¤ Man oplever nogle gange en kunstner der ikke før har interesseret én, folde sig ud, og vise substans. Det kan ske når en bog samler og publicerer et helt livsværk, og det er netop hvad der sker i forbindelse med en ny bog om tegneren Axel Mathiesen. Det viser sig, at jeg udmærket kendte Axel Mathiesens ting. Massevis af forsider og tegninger til "Spejderjul", "Julelampens skær", "Mowgli", "Paw", bibelhistorier for børn, "Robin Hood" og de dér illustrationer til Molbohistorierne, der var i min barndoms læsebog. At Mathiesen i den grad røg forbi min mangeårige interesse for illustration, bogkunst og bogforsiden som kunstnerisk medie, kom bag på mig. Hvordan kunne det ske? Der er adskillige af hans værker, såsom bogforsider til bøger af Torry Gredsted, Coopers "Hjortedræber" og "Læderstrømpe" i mit eget fjernlager af børnebøger. Bøger jeg altid har kendt og alligevel sorteret fra, når bogforsiden som billedkunstnerisk medie blev undersøgt og formidlet. Svaret må være, at konservatismen i hans billeder stødte mig. Ungermann, Nygaard, Sikker Hansen, Anton Hansen og Ib Andersen levede i et eksperimenterende miljø, der voksede ud af de nye maskiners muligheder og af de skred i typografi, bog, plakat og børnebogsillustration, der kom fra Sovjet i styrets første år. Men Mathiesens grundlag er maleren og tegneren Frants Henningsen, "Klodshans" og spejderbevægelse. Et konservativt og kristent livssyn. Et andet spor, der også er interessant, selvom det blev en anden linie, der længe satte dagsorden. Der ligger en tung tone af alvor og seriøsitet indover værket. Et villet samfundsbevarende tankesæt der bl.a. udtrykker sig i mange lyshårede og rødhårede drenge. Peder Most, Klit Per, Flemming og Kvik, Tarzan. Europæiske drenge/mænd, der er prædestinerede til at blive ingeniører, bygge broer og lede verden. Men det ændrer ikke på, at Mathiesen kan tegne og at hans billedverden i den grad, i mange år, var billedannende for alle raske drenge. Forordet er skrevet af den gamle mester Ib Spang Olsen, der udtrykker sin respekt. En billedverden der også har præget ham. Axel Mathiesen var aktiv i mere end halvfjerds år, har tegninger trykt i Klodshans fra 1904 og i Hjemmet i 1972, hvor han er 90 år. En velskreven bog der sætter en overset kunstner, i sammenhæng. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Hanne Bistrup og Jan T. Jørgensen: "Axel Mathiesen ” En Tegner og hans tid ” 320 sider, 299 kr. Forlaget Attika

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...