Dårlig forretning at underbetale Tiltrækning: Bedre at forkæle kunstnere

Charlotte Rørth
Gorm Spaabæk har tegnet årets plakat til Kulturnatten, hvis 100 arrangementer finder sted i Aalborg fredag 10. oktober.
Aalborg Kommune 3. oktober 2008 06:00

9000 kr. Det er, hvad kunstneren har fået for at have skabt det unikke kunstværk, der i øjeblikket ses overalt i Aalborg. Billedkunstner Gorm Spaabæk er manden bag damen, der lige nu gør reklame for byens store kultursatsning, Kulturnatten, næste fredag. Hun er forstørret op på et kolossalt banner og sat på tusinder af plakater og pjecer. Senere skal hun også pynte på forsiderne til Aalborg Kommunes budget og Kulturplan 2009. - Prisen dækker knap nok materialer. Hvad skal jeg så leve af, spørger Gorm Spaabæk, Dronninglund. Billedkunsternes Forbund har fulgt sagen i flere måneder. Sekretariatschef Klaus Pedersen skønner, at Gorm Spaabæk skulle have haft “mindst det dobbelte” og kalder det “uhørt”, at Kulturnatten endda beholder originalen. Til sammenligning vil et reklamebureau tage mindst 900 kr. i timen for den type opgaver. - Det er næsten absurd, at man underbetaler kunstnere, når man netop vil satse på kultur, bemærker Klaus Pedersen, som hvert år fører 10 sager for medlemmer, der føler sig underbetalt, men regner med, at der reelt er 100 om året. - Kommunerne var langt bedre tjent med at behandle kulturfolket ordentligt. Det er i høj grad er kultur, der får folk til at flytte til et område, siger han. At Gorm Spaabæk har sagt ja til at udføre arbejdet til den lave pris, “forstår han godt”. - Så får han trods alt en vis betaling for sine arbejdstimer. Men set fra forbundets side ville det være ønskeligt, om kunstnerne var mere solidariske med hinanden, siger Klaus Petersen. Det er Gorm Spaabæk enig i, og derfor stiller han sig frem. - Jeg fik at vide, at de altid kunne finde en anden, der ville sige ja til den pris. Og det er rigtigt, erkender Gorm Spaabæk, der tror, han nu er “en død mand i Aalborg”. - Jeg har efterhånden så tit været ude for at møde offentligt ansatte, der får løn for at få kunstnere til at arbejde for så sølle honorarer. Det er som om, man skal være taknemmelig. Jeg synes, det er magtmisbrug, siger Gorm Spaabæk.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...