Tusmørkemesteren

Asser Rigs hjemkomst fra krigen, hvor han modtages af de to tårne på Fjenneslev Kirke som tegn på, at han har fået tvillinger, mens han var væk.
H.C. Andersen 1. april 2009 06:00

kunstbog Lotte Thrane: "Tusmørkemesteren" # # # # # ¤ At personligheder, der kan klare sig i den store verden, har en trang gang i vor kunstneriske selvopfattelse, er en særhed i vor selvopfattelse. Tænk bare på Francisca Clausen, Jacob Holdt, Heinrich Tønnies og Jørn Utzon, der først til allersidst, som en gammel mand, blev noteret som noget bemærkelsesværdigt i Aalborg. Det er, som om format og det nyformulerende skræmmer, og man derfor ikke tør røre ved det. Også fordi man her ser grænsebrydende udvikling, hvor præmisser brydes ned, og andre bygges op. At en allerede kendt og vedtagen begrebsverden er utilstrækkelig. En af den slags fortrængte kunstnere er Lorenz Frølich. En kunstner, der i 1800-tallets Europa nysgerrigt forholder sig til en række kunstneriske dagsordener. Ideligt eksperimenterende og afsøgende nye mediers muligheder. Bøger, tryk, møbler, maleri, tegninger og store udsmykninger. I Danmark, Tyskland, Frankrig og tilbage i Danmark igen. At putte Frølich i kasser holder ikke en meter. Han popper altid op og gør noget andet. Vel også en af årsagerne til, at det letteste har været at gå uden om ham. Marginaliseringen af Frølich kan også ses på baggrund af, at han blev født ind i en tysktalende etnisk schweizisk familie i det endnu på det tidspunkt multietniske København. Noget, der er bemærkelsesværdigt og paradoksalt, fordi Frølich i billeder netop er den, der formulerer vor nationale danske identitet. Eksempelvis med træsnit i Fabricius' illustrerede "Danmarkshistorie fortalt for folket" fra 1854-55. Frølich er Eckersbergs elev og går sammen med P.C. Skovgaard og Lundbye på Kunstakademiet i København. Sammen med dem tegner han de banebrydende udsmykninger ved de skandinaviske studenters møde i København i 1845. Det er ved den lejlighed, dansk og skandinavisk nationalisme formulerer sig som en politisk bevægelse. Strømninger, der fører til krigene i 1848-50 og tragedien i 1864. I de år, hvor krigene er, lever Frølich i udlandet. Det fremgår ikke, om Frølich søger den store verden for at undgå det pres, han med en tysktalende baggrund antagelig må have mødt i Danmark. N.L. Høyen, der i dansk kunsthistorie formulerer det nationale som kunstnerisk indhold og mål, er Frølich ikke venner med. Og i de samme år ser man en anden tysktalende dansker, den store portrætmaler C.A Jensen, blacklistet. Så der er grund til at tro, at klimaet for en tysktalende dansk kunstner i Danmark ikke er godt i de år. I stedet søger Frølich den store verden og undersøger den dagsorden og diskussion, man ser i Europa. I Dresden, i Rom og i Paris. I Paris er han ven med Degas og Manet og følger undervisning hos Coutoure, der også er Manets lærer. Og Frølich maler godt, både i Eckersbergs tradition, i den romantiske tyske stil, i den franske naturalistiske stil og i den spritnye impressionistiske stil. Han undersøger, har håndelag, og alt det kan han, men det er bare noget andet, han vil. Som bogkunstner og illustrator er han banebrydende. Vi kender alle hans tegninger til H.C. Andersens eventyr. Og banebrydende betydning får han med sine bøger med tegninger af sin datter Lili, der udgives som billedbøger i Frankrig. I det franske sprog er "Un Fröhlich" et brugt udtryk for billedbøger for børn. Et helt nyt medie skabes i de år i Frankrig. Et udtryk for, at det nye borgerskab formulerer sin selvopfattelse i de år, bl.a. udtrykt i, at begrebet børn ændrer sig fra at være en del af en families produktionsapparat til at være børn i den forstand, vi kender i dag. Frølichs børnebøger er ikke pædagogisk opdragende, men derimod set ud fra barnets præmisser. Man møder i Frølichs billeder et barn, der leger, spiser for meget og er uartigt, og Lilis dukker får smæk. Store eksklusive bogværker som f.eks. "L"Amour et Psyké” bliver det også til. I Danmark glemmes han ikke helt, men hentes hjem til prætentiøse bogværker som "Dronning Dagmars ankomst til Danmark" og "Gjøgleriet i Utgaard”, der kan ses som en forløber for moderne tegneserier og for raderingerne til "Nordens Guder”. Og da Frølich som en gammel mand vender hjem og lever sine sidste år i Danmark, modtages han af miljøet omkring Joakim og Niels Skovgaard, sønner af vennen P.C. Skovgaard. Et miljø, der på samme måde som Frølich eksperimenterer i forskellige medier såsom keramik, grafik, møbler, design og udsmykninger. Og Frølich arbejder i disse år, som han gjorde allerede fra sine tidligste kunstnerår, med møbelkunst og udfører i sine sidste år dekorationer til Bryllupssalen i det nye Københavns Rådhus. Lotte Thrane har forsket og skrevet en bog om Frølich. Det fremgår, at forfatteren er litteraturhistoriker, og man kan undre sig over en del af de vægtninger, der foretages. Eksempelvis fylder spørgsmålet, om Frølich og Lundbye er kærester, en del. En diskussion, der bygges på, at de unge mænd korresponderer meget nært i deres breve. Men er det ikke at se deres venskab i vor tids tankesæt i stedet for ud fra sin tid? Måske handlede det ikke dengang i samme grad om scor.dk. I stedet savner jeg referencer til de nye muligheder, som karikatur og bladtegninger i tidsskrifter og aviser skaber i de år, Frølich lever i Paris. Det er unge og dynamiske medier, en eksplosion af muligheder, der på samme måde som Frølichs børnebøger opstår på grund af nye tryktekniske muligheder. Er det de samme trykkerier, der trykker Frølichs bøger? Har han kendt Philipon og Gavarni og Daumier? En række af de kunstnere, der nævnes i bogen (f.eks. Grandville), havde en fod i begge miljøer i de år, hvor Frølich var en nøglefigur i skabelsen af den moderne børnebog og lige sådan i tilblivelsen af en ny måde at bruge billedkunstnere i massekulturen. Men det er en bog med mange dejlige billeder, en gennemgang af en væsentlig dansk kunstner - og en bog, der har været savnet i mange år. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Lotte Thrane: "Tusmørkemesteren, 10 kapitler om Lorenz Frølich og hans tid” Indbundet Knap 400 illustrationer Tilrettelagt af Aase Eg Jørgensen Forlaget Vandkunsten To bind 264 og 272 sider, 749 Kroner

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...