På rejse til kunstens hjerte

NORDJYSKES Gorm Spaabæk besøger Hernings nye kunstmuseum, der slipper mange tanker og historier løs

anmelder Spaabæk er kunst - selvportræt på Manzonis sokkel.
Louisiana 25. marts 2010 16:53

Tiderne skifter - alting ændrer sig og ting der forældes, smides ud. I gamle dage besøgte jeg Poul Rasmussen og oppe på første sal, i huset i Hasseris havde han et skab der var bygget til kunstkammeret - Kongens samling af rariteter. Et af de ældste museer og senere splittet op og fordelt ud i en række danske samlinger og museer. Da disse skabe blev tømt og overflødige i København, blev de skibet til Aalborg, og her fungerede de mere end hundrede år som arkivskabe. Indtil de igen sku smides ud ... og så havde Poul Rasmussen samlet skabene op på vej til destruktion. Hvor skabene er i dag, ved jeg ikke, men det var en oplevelse at se det, der engang var ramme om et af Nordeuropas fornemste museer, skabt i en tid da samlinger etableredes og var værdsat som grundlag for diskussion og viden. I dag oplever man, at samlingen ses som en besværlig omstændighed. For nylig har Louisiana udskibet en række kunstværker, der udtrykker diskussion fra årene omkring Anden Verdenskrig, til jyske museer. Det løser et opbevaringsproblem på Louisiana og styrker samtidig provinsens kunstmuseer i et tankesæt, der blev forældet, da Sovjet brød sammen. Set på den baggrund, fremtræder det nybyggede Hernings kunstmuseum som en lysende stjerne. Fokus på indhold og på udvikling Som museet fremtræder nu, fokuseres ikke på kommunistisk romantik, men derimod på et materiale, der formulerer det nye ide- og kommunikationssamfunds komme og virkelighed. Et stof der allerede for et halvt århundrede siden diskuterede og formulerede, at håndværker- og industrisamfundet var på vej ud. Og stadig i dag en levende og relevant samling, der vokser ud af Hernings specialitet: at fokusere på indhold og fremadrettet udviklingsarbejde. Her viste Damgaard vej, hans model var at bruge det billedkunstneriske produktionslag under præmisser, der kunne sammenlignes med dem, der gælder på alle andre erhvervsområder. Her mødte man ikke negativ særbehandling, men derimod almindelig månedsløn, materialer og omkostninger betalt. Det var den simple formel, der skabte miraklet i Herning. Og da Damgaard skabte et sted at stå for disse kvalificerede mennesker, eksperimenterede og udviklede de værker, der dengang blev set på som noget fuldkommen uforståeligt. Og havde forudsætningen dengang været, at det her skulle forbi en smag og behag-dømmende kulturminister, var det nok også dengang blevet stemplet som useriøst. Ny viden er jo altid svær. Diskussion, ideer, tanker og ånd Men her var det private penge, og Damgaard læste mennesker og læste på lektien og åbnede muligheder så alting blomstrede i Herning. På samme måde som i Firenze for 5-600 år siden, hvor kunstnerne også blev betalt. En by der pudsigt nok også levede af tekstilindustri. Sådan fløj tankerne, på vej over Midtjyllands ”waste land” til Herning for at se det nybyggede museum. Var det gået her, som det almindeligvis går, når kunsthistoriske museer rykker? At man tager bad i penge, bygger monumentalt, pragtfuldt og slår alt liv ihjel. Nej, gud hjælpe mig nej. Det var en fin oplevelse. Resterne fra Damgaard fik lov at leve. Bygningen i Herning er enkel, klar, funktionel. Der er det, der skal være, og ikke frådset i toiletter. Bygningen skygger og blokerer ikke så meget for, at samlingen kan leve. Med udgangspunkt i Manzoni-samlingen fortælles historien om, at det sublime håndterlige værk ikke mere er nok. At vi i dag skal leve af diskussion, ideer, tanker og ånd. At rammen kan skabe kunst, være billeddannende og at intet, intet kunstværk er så stort som Jorden selv. Verdens sokkel, og kunstens I museets forhal møder man nøgleværket ”Socle du Monde”. Selve formuleringen af en ny opfattelse af verden. At et kunstværk har en sokkel. Definerer man de ord, der kan bruges på kunst, kan alle disse begreber bruges om Jorden. Og et kunstværk har en sokkel og Jordens sokkel står i Herning (Når den altså ikke med fuldkommen mangel på pli, er lånt ud til København). Eller i det andet kunstværk, der ligeledes diskuterer rammen, soklen. En sokkel hvor der står på et skilt, at man er kunst, hvis man står på denne sokkel. Et værk der fortæller, at uanset hvor godt og imponerende et kunstværk en kunstner kan skabe i sin beskrivelse af et menneske, vil det altid være fattigt og hjælpeløst ved siden af et rigtigt menneske. Stor poesi og en ydmyghed over for guds skaberværk, i nænsom dialog med førrenæssance-menneskesyn. Og diskussioner om hvad kunst kan og er. Eksempelvis verdens længste streg, et antal æg indstøbt i plexi glas, og hvis kunst er ånd, kan det så fastholdes som luft i en ballon? Ellers hvis man accepterer at alt, hvad der kommer ud af en kunstner er kunst, må hans lort jo også være kunst … Og hvis det er kunst må det være ligeså værdifuldt som guld. Og helt ærligt, hvis man havde Leonardo da Vincis lort, ville man så gemme den? eller Jim Morrisons? eller pavens? Skal kunsten dø for at komme på museum? Alt det og meget mere, samlede Damgaard op, for mere end et halvt århundrede siden. Da han i stedet for at bygge hus og overtage hovedstadsregionens aflagte og udkogte tankesæt, byggede noget op fra grunden. Lagde sine ressourcer i billedkunstens produktion og satsede på kompetente nyskabende kunstnere og udviklingsarbejde … Har Herning så overlevet transformationen fra indhold til prætentiøse rammer og følgeindustri. Bliver kunsten, som Nørgaards hest, slået ihjel, når den kommer på museum? Ja, i Herning har kunsten langt ad vejen overlevet. Og der er grund til at tro, at verdens største samling af Manzoni-arbejder herefter vil udvikle sig til et valfartssted med stigende besøgsantal fra hele verden til følge. Et materiale der går længere og er mindst lige så meget værd som Giacomettis kærre i Holstebro. Og det lever de op til i Herning. Som samlingen fremtræder nu, suppleres museets ting med lånte hovedværker af Beuys og Nørgaard og enkeltværker af en række andre kunstnere som f.eks. et lille fornemt værk af Yves Klein. Hermed er der adgang til en diskussion, der formulerede grundlaget for den virkelighed vi lever i i dag. I Herning møder man skarpt intellekt og sart og meget poesi. Og det fremtræder som verdensklasse. Indisk samtidig logisk dialog Og så er der lige på museet åbnet en udstilling med indisk samtidskunst, en udstilling der fungerer i logisk dialog med museets udgangspunkt. Man møder stærke sager i den indisk udstilling. En atmosfæremættet videoinstallation om voldtægter og etnisk udrensning, en installation og en video om en indisk kunstner der dresser sig om og transformerer sig til at male Europæiske malerier,,, indiske religiøse motiver malet ind i engelske popkunstikoner. Og svedende opsamlinger af madcontainere, metalplader og fyldte skabe i et autentisk indisk kontorinteriør. De indiske værker overlever den kølige og æstetiske opstilling i hjertets rum. Nærmest som i et vestligt galleri, selvom det helt åbenbart er en kunst, der kommer af en verden der er fyldt med krydderi og sveder og lugter. Her lugter ikke ... Meget æstetik og ramme fylder meget, i modsætning til Damgaard der tænkte i værk, diskussion og udvikling. Men det er et godt hus man har bygget i Herning. Tænk sig hvis man i fremtiden brugte de samme ressourcer på kunst, som man nu har brugt på hus. Kunst som råvare i stedet for at satse på følgeindustri, altså på den måde Damgaard gjorde. Kan man leve op til det grundlag man har? Opdatere samlingen og også sætte dagsorden om halvtreds år? For Damgaard-samlingen sætter stadig dagsorden. Der er ikke noget tilsvarende i Danmark. Måske blot Bloch-samlingen, der efter Helleland ikke mere er offentligt tilgængelig. Og Manzoni-samlingen er den største i verden. Og så var det så, at jeg kom til at tænkte på det skab, kunstkammeret engang var i … At skabet er væk men at samlingen er fundament i en række af de verdensklasse samlinger, vi har i Danmark. Et skatkammer og grundlag for diskussion og generering af viden. Og det er noget! Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Heart - Hernings kunstmuseum Samling plus udstilling af indisk samtidskunst på Heart Åbningstider tirsdag-søndag 10-17, torsdag dog 10-22

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...