Skulpturdamen

Nationalmuseet 27. december 2003 05:00

bøger Sonja Ferlov Mancoba: "Skulpturer" Sonja Ferlov Mancoba tilhører 30'ernes eksperimenterende avantgarde. Som for eksempel Carl Henning Petersen, Ejler Bille og Egill Jacobsen søgte Sonja Ferlov fornyelse i den afrikanske, oceaniske og mexicanske kunst. " Man anså primitive folks stammekunst for mere umiddelbar og sand, mere direkte i kontakt med det enkelte menneske, end den traditionsforbundne og utidssvarende europæiske kunst, som ikke længere rummede mulighederne for en analyserende præsentation af det moderne samfund ", Som det formuleres på side 17 i en ny bog om Sonja Ferlov Mancoba. De europæiske kunstnere interesserede sig som oftest for det rent formsproglige i denne eksotiske kunst, og det fremgår af bogens billeder hvor meget mexicansk og afrikansk kunst præger Sonja Ferlov Mancobas formsprog. Den formsproglige interesse er dog ikke nok for Sonja Ferlov, og hun gifter sig med en sort sydafrikansk billedkunstner. Noget af det mest interessante i denne bog er en udskrift af et interview fra marts 2002 hvor Sonja Ferlovs mand Ernest Mancoba fortæller om deres liv. I dette interview kommer Ernest Mancoba bl.a. ind på den måde de blev modtaget af det danske kunst miljø da familien i slutningen af 40'erne forsøgte at slå sig ned i Danmark. Det var åbenbart ikke problemfrit, at afrikansk kultur personificerede sig i et levende menneske. Det er også interessant at læse om hvorledes Sonja Ferlov Mancoba helt fra sin pure ungdom har adgang til Amalie og Carl Kjersmeiers legendariske samling af afrikansk kunst. Muligheder man idag kun kan misunde hende. Efter Amalie Kjersmeier død i 1968 blev den storslåede samling skænket til Nationalmuseet og her var den komplette samling i årtier tilgængelig i mekanisk roterende skabe. Efter halvfemsernes modernisering af Nationalmuseet er det ikke mere tilfældet. I vore dage er der kun adgang til få og imposante type eksempler fra Kjersmeiers samling og muligheden for selv at gå på opdagelse i denne rigt facetterede samling, og lære deraf, er væk. Sonja Ferlov Macoba valgte at leve hovedparten af sit liv i Frankrig og havde her omgang med nogle af forrige århundredes allervigtigste billedkunstnere. Blandt andet levede Mancoba familien dør om dør med Alberto Giacometti og det kan man godt se i Sonja Ferlov Mancobas kunst. Det er værd at tænke over at tredivernes avantgardistiske eksperimenter idag er så inkorporerede i den gængse kunstopfattelse, at ingen stiller spørgsmålstegn ved om disse erfaringer er nok, hvis man altså igen idag ønsker at "skabe en analyserende præsentation af det moderne samfund." Hvad er relevansen ved Sonja Ferlov Mancobas følsomme, lyttende oplevelser i det moderne videns og kommunikationssamfund? At disse stille, meditative og i sig selv hvilende værker engang blev opfattet som et opkvikkende slag i ansigtet er ikke mere til at forstå. Bogen indeholder mange billeder og artikler af forskellige kunsthistorikere og en registrant af Sonja Ferlov Mancobas Skulpturer. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Sonja Ferlov Mancoba, skulpturer. Artikler af Anne Lie Stokbro, Hans Ulrich Obrist, Marianne Barbusse, og Mikkel Bogh. Og registrant af Sonja Ferlov Mancobas skulpturer. 174 sider, 95 kroner. Forlag: Effort.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...