Brændefyring kan koste dig 41 kroner i timen

Afgift på brændefyring igen på tale - kun rimeligt mener seniorrådgiver for økologisk råd

Hyggeligt ser det ud - men dyrt kan det blive, hvis en afgift på brændefyring bliver vedtaget. Arkivfoto
Danmark 11. januar 2017 12:57

DANMARK: Afgifter på brug af brændeovne ulmer igen efter en rapport - bestilt af Skatteministeriet - anbefaler, at danske brændeovns-ejere betaler for de skader de forvolder deres omgivelser. Det skriver DR Sjælland.

Rapporten påviser, at partikeludslip fra brændeovne er årsag til skadeomkostninger for op mod 1,2 milliarder kroner om året.

Det får nu Det Økologiske Råd til at genfremsætte forslaget om effektiv beskatning af de 800.000 danske husstande, der fyrer med brænde.

Kåre Pless-Kristensen er seniorrådgiver i Det Økologiske Råd og synes, at brændeovnsejerne burde være taknemmelige over, at de ikke er blevet beskattet før nu.

- Danske brændeovnsejere har indtil nu fuldstændig uden omkostninger tørret al deres forurening og helbredsskader af på naboen og samfundet. Derfor er det jo helt fair, at der kommer afgifter, og brændeovnsejerne burde i virkeligheden være lykkelige over, at de i årevis har unddraget sig afgifter, siger Kåre Pless-Kristensen til DR Sjælland.

Temperaturmåler i skorsten

Konkret foreslår Kåre Pless-Kristensen en afgiftsmodel, hvor samtlige brændeovne får monteret en temperaturmåler i skorstenen.

- Sådan en måler vil koste det samme som en el-måler, mellem 1.500 og 2.000 kroner inklusiv montering, og den går i gang, når brændeovnen varmes op til mere end 60 grader, siger Kåre Pless-Kristensen.

Selve afgiften vil afhænge af, hvor vi bor og hvor meget vi bruger brændeovnen.

- Vi forestiller os er, at man differentierer afgiften, sådan at det koster mest at bruge brændeovnen i byområder med fjernvarme og mindst ude på landet, hvor brændeovnen ikke er nogen nævneværdig forureningskilde, siger han til DR Sjælland.

Langt til naboen

Ifølge afgiftsmodellen fra Det Økologiske Råd og de miljøøkonomiske vismænd vil taksterne variere mellem 41 kroner i timen dér, hvor brændeovnen forurener mest, for eksempel i København og på Frederiksberg, og til ned mellem 1 og 5 kroner i timen i landområder, hvor der er langt til naboen, forklarer Kåre Pless-Kristensen.

- Det er klart, at hvis du ejer en gammel brændeovn og bor midt i byen skal det koste mest, og bor du på landet og ikke er dækket ind af fjernvarme, skal du ikke betale så meget, siger Kåre Pless-Kristensen.

På Christiansborg er det indtil videre kun Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, der støtter tanken om enten eller afgifter eller forbud mod brug af ældre brændeovne.

Sidste gang en regering forsøgte at gøre noget drastisk ved brænderøgen var i 2013-14, da den daværende S-R-SF-regering måtte opgive et udskældt forslag om at lægge afgift på brænde.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...