Instrumenter byttet ud med spartler

Frivillige i gang i Ishuset bag Bie Bryggeri

DLG 24. februar 2003 07:00

HOBRO: Medlemmerne af musikforeningen Crescendo i Hobro og deres venner havde i weekenden byttet instrumenter ud med spartler. I ishuset, der i fordums tid hørte til Bies Bryggeri i Hobro, var en flok på otte frivillige i sving. - Vi har sagt ja til at spartle, sætte glasvæv op og male. I foreningen vil vi godt lave noget til gengæld for de mange penge, som Hobro Kommune har givet til at sætte ishuset i stand, fortalte Anders Hansen fra bestyrelsen i Crescendo. Nordjyske mødte Anders Hansen og de andre frivillige i ishuset i et af de rum, som efter en større omgang af håndværkere og frivillige skal være parat til at tage imod egnens rockmusikere, når foråret kommer. Hobro Kommune har ofret godt to millioner kroner på at sætte det fredede hus ved Vester Fjord i stand, så det kan indrettes med tre rum til øvelokaler. - Det bliver et fantastisk dejligt hus. Jeg har set en del øvelokaler rundt omkring, og jeg tror godt, jeg kan sige, at vi får et af Danmarks bedste. Det er en kæmpe gave fra kommunen til Hobros musikliv, lød det rosende fra Anders Hansen. Kommunen betaler huslejen i ishuset, mens Crescendo skal stå for den daglige drift. Anders Hansen håber, at foreningen fordobler sit medlemstal til 100, når musikerne ser det flotte resultat. - Huset er for alle - lige fra de 12-14 årige drenge og piger i folkeskolen, der synes det er sjovt at spille i band, til dem der har spillet sammen hele deres liv, understreger Anders Hansen, der selv er en del af Embellish. Siden Crescendo for fire år siden mistede muligheden for at øve i DLG-bygningen på havnen har man været på udkik efter nye lokaler. Foreningen pegede selv på ishuset som oplagt til formålet: - Det lå jo bare hernede uden at blive brugt. Beliggenheden er helt fantastisk - central i byen, men afsides i forhold til bebyggelse, så musikken ikke kan genere nogen. Lars Nielsen er en af de frivillige, der er trukket i arbejdstøjet. Han er med i Crescendo fordi han godt kan lide at følge med i, hvad de nye bands går og laver. - Den sidste koncert, jeg hørte, var i Bies Gård i sommer. Nogle bands fik nakkehårene til at rejse sig, andre skulle hjem og øve sig lidt mere. Det er fint, at de nu får den mulighed, sagde Lars Nielsen. Anders Hansen regner med, at huset kan stå klar til indvielse 1. april. Istandsættelsen af ishuset er et af kommunens bidrag til kulturkommuneåret.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...