Nordjysk firma på jagt efter nye medarbejedere

Outline Vinduer i Farsø har succes - så der skal nye folk ind

Foto: Martin Damgård
Farsø 17. februar 2017 10:41 - Opdateret 17. februar 2017 19:22

FARSØ: En stor efterspørgsel på danskproducerede vinduer kan mærkes hos Outline i Farsø. Som følge af travlhed vil virksomheden nemlig ansætte hele 40-50 nye medarbejdere i de kommende måneder. Den markante vækst skyldes blandt andet en spirende optimisme i byggeriet samt en udvidet og forbedret produktpalette, der for alvor bærer frugt.

- Vi har mere travlt end nogensinde, og derfor får vi brug for at ansætte nye medarbejdere for at kunne følge med i produktionen, fortæller direktør i Outline Vinduer, Jens Sørensen, og fortsætter:

- Det er normalt, at man i vinduesbranchen har færre ansatte om vinteren, hvor det er lavsæson, for så at ansætte igen i foråret. Men i år har vi stort set sprunget lavsæsonen over, og det er selvfølgelig positivt, siger han.

Ifølge Jens Sørensen er der flere faktorer, der har betydning for Outlines positive udvikling. Først og fremmest sker der i øjeblikket mange ejendomshandler, hvilket automatisk fører til flere renoveringsopgaver, der blandt andet indebærer skift af døre og vinduer. Samtidig er der kommet skub i nybyggeriet af enfamiliehuse og større projektbyggerier.

- Der er generelt set en opadgående kurve i byggeriet, hvilket helt naturligt øger salget af døre og vinduer. Samtidig er danskproducerede byggematerialer kommet i højere kurs, da flere købere ser en værdi i, at produktionen foregår i Danmark - dels fordi mange danskere forbinder det med høj kvalitet og et højt serviceniveau, og dels fordi leveringstiden er kortere, forklarer han og fortsætter:

- I den forbindelse har vi en af markedets korteste leveringstider på ned til en uge, hvilket også har betydning for vores vækst, da det er med til at gøre os attraktive og konkurrencedygtige.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...