Kunstmuseet klar med tre kunstnere

Årets første udstilling på Frederikshavn Kunstmuseum

Bjørn Eriksen.
Frederikshavn Kunstmuseum 16. januar 2013 06:13

FREDERIKSHAVN: Lørdag den 19. januar kl. 14 ferniserer Frederikshavn Kunstmuseum årets første udstilling, der er med Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen og Ann-Kerstina Nielsen.

Bjørn Eriksen - ”Den syvende bevidsthed”.

Malerierne beskriver mennesket på godt og ondt. Livet har ingen facitliste, men netop det driver os frem, netop det holder os i live og gør tilværelsen udfordrende og spændende. Som Storm P. så rigtigt sagde: Livet er en gåde, løsningen står på bagsiden! Med andre ord er Eriksen optaget af det eksistentielle i tilværelsen: Hvem er vi, hvor kommer vi fra og hvor går vi hen? I nogle billeder optræder mennesket med en form for maske, i andre med et mere nøgent udtryk. Men masken er vigtig, idet den nogle gange mere tydeligt end det nøgne udtryk, viser dybden i mennesket.

Udstillingens titel referer til det ”hellige tal” 7 og den sjælelige bevidsthed. Uden sjæl bliver tilværelsen ulidelig, og uden krop bliver tilværelsen ugidelig. De gamle grækere skabte et samfund, hvor idealet var sammenhæng mellem netop krop og sjæl.

Kort sagt: hvis lykken er den blå himmel, er den syvende bevidsthed det som er på den anden side af den blå himmel. En bevidsthed hvor lykken ikke længere er noget man søger, men noget som bare er. Alt det som tynger i livet er væk, man kan være det væsen man inderst inde er, og altid har været!

Udstillingen består af maleri, tegning og digitale medier.

Jonna Pedersen - ”Verden findes et sted”.

Jonna Pedersen belyser ting og steder fra virkeligheden, som har sjæl og normalt er upåagtede. Hun vil gerne gøre opmærksom på det, som er, men måske ikke altid ses og opleves.

Jonna Pedersen besidder en stor fascination af emballager, der fortæller en historie, eller har udspring i noget specifikt kulturelt. Hendes optagethed af emballage og konsumprodukter har ledt hende til at udfordre begrebet stilleben; hendes stilleben indeholder et slægtskab med Popkunsten – på motiv-siden. Hvor Popkunstnernes stilleben synliggør kommercialismen og kendetegnes ved illusionisme, er hun optaget af fortolkningen af motivet og ikonografien. Samt hvilke konsum-produkter der er kulturbærende, for både dansk og udenlandsk kultur.

Jonna Pedersen er også meget optaget af bylandskaber og de ”tidslommer” og spor fra mennesket, der opstår i byen; linjerne, perspektiverne, ikonografien, byens sjæl, byens hud og stemme. Byens vinduesfacader giver mulighed for at berette om det liv, som er lige under overfladen, mennesket bag facaden.

Udstillingen er en udforskning af moderne bylandskaber og stilleben. Udstillingen både viser og skaber forståelse for to ting: hvordan vi bor i byerne og hvad vi forbruger.

På udstillingen kan man opleve maleri, tegning, collage og video.

Ann-Kerstina Nielsen .

Om sine billeder siger kunstneren: Mine billeder er trykt med størst mulig tanke for miljøet, og er derfor lavet uden brug af kemikalier og uden at opvarme plade såvel som sværte. Jeg har gennem flere år arbejdet ud fra genbrugstanken, med emballage som motiv eller trykt med genbrugspap og plexiglas. Det kan være gamle kalendere, cornflakspakker eller ting jeg finder rundt omkring på gaden, som får nyt udtryk ved at blive genanvendt i nye sammenhæng. Arbejdet med billedet og selve trykningen har gennem de seneste 10 år udviklet sig mere og mere hen imod at skåne miljøet mest muligt. Hvor man tidligere brugte petroleum og terpentin, bruges nu madolie til aftørring og rengøring af plader og værktøj. Og hvor man tidligere opvarmede både plade såvel som sværte, tilfører jeg ”Easy wipe”, hvilket gør pladen nemmere at aftørre.

Eksperimenterne har ført mig ud i nye måder at farvelægge og bearbejde trykkene på og i mine nyeste billeder indgår også digitale print, som er isat ved trykteknikken ”Chine Collé”, som jeg lærte at arbejde med da jeg i 2008 var udvekslet med en kunstner fra Tampera i Finland. Denne måde at arbejde på er så ny, at jeg endnu ikke kan garantere for farvens ægthed, og man må derfor tage forbehold for at nuancerne i billedet kan variere. En slags ”Forvandlingstryk” som i sig selv er udtryk for altings forgængelighed.

Exlibrisafdelingen præsenterer denne gang værker af Hua Shaoying, Kina - Marlene Neumann, Tyskland og Rudolf Rieß, Tyskland.

Alle udstillinger kan ses til 16. marts.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...