Bogen om Braase

Museum of Modern Art 30. september 2005 06:00

bøger "Ib Braase" Selvom Billedhuggeren Ib Braase arbejder med opsamlinger af brædder, smeltede former og slagger, kan han ikke bare afvises som en sær snegl. Som sin far oplæres Braase i det ældgamle stenhuggerhåndværk, og han behersker dette håndværk i en sådan grad, at han i sin ungdom fungerer som assistent for den store kvindelige billedhugger Astrid Noach. I en ny bog kan man se Braases livsværk dokumenteret. Man kan møde kunstnerens tidlige arbejder, og se eksempler på klassisk iagttagende skulptur, noget han arbejder med som ung akademielev hos billedhuggeren Utzon Franck. Man kan her se, hvorledes Braase gennemarbejder det klassiske skulpturbegreb. Et værkbegreb han så bruger resten af sit liv på at udvide… Eller forkaste om man vil. Værkfortegnelsen er sørgmodig læsning: hvor er dog alt dette arbejde henne. Det er forbavsende få arbejder, der er listet op i den informationsrige registrant. Arbejderne er udført over 60 år og det meste tilhører kunstneren. Der har åbenbart ikke været det store salg, og mange værker er nedbrudt, omarbejdet til andre værker eller destrueret. Er det fattigdom, der gør at materialerne genanvendes, eller skal årsagen søges et helt andet sted. Det ligger lige for at tænke på den måde Helge Bertram blev omtalt ved sin død: At han arbejdede altid, men ikke efterlod sig mange arbejder. Og hvorfor bliver Bertram i øvrigt kun nævnt perifert i bogen? Han nævnes i Rikke Warmings årstalstekst. Her nævnes det, at Braase fra 1956 etablerer et samarbejde med Albert Mertz og Helge Bertram og at disse i denne periode havde placeret sig i en stærkt kritisk position i forhold til det akademiske. Samt at Mertz og Bertram præsenterer Ib Braase for det internationale modernistiske og for deres egen eksperimenterende kunstforståelse. Hvad er det for en eksperimenterende kunstforståelse, der tales om her? Derfor er det et godt spørgsmål, om bogens forfattere har orienteret sig i de eksperimenter man dengang dyrkede iblandt Aksel Jørgensens elever. Er det ud fra den baggrund man skal se at Mikkel Bogh med lettere undren skriver, at Braase tilsyneladende ikke har orienteret sig hos de kunstnere som (efter Boghs opfattelse) burde være sammenlignelige generationsfæller for Braase. Her nævnes kunstnere som Beuys, Arthur Købke, Rauschenberg, Cy Twombly, Michelangelo Pistolletto, David Smith og Loise Bourgouis. Det er et rigtigt godt spørgsmål, om den referenceramme Bogh stiller op med, siger mere om vor egen tids optik og Boghs referencerammer, end det siger om Ib Braases ? Lad os for eksempel istedet se på den danske kunstner Henrik Buch. I firserne blev han af gamle Aksel Jørgensen elever omtalt med stor respekt. Man omtalte eksperimenter med hønsenet, gips og klude der allerede i slutningen af fyrrerne var sammenlignelige med eller foregreb de i dag internationalt kendte retninger "arte povera" og "nouveau realisme". Eller hvorfor inddrages Helge Bertrams eksperimenter med smeltning, emalje, lodninger og slagger ikke i den reference ramme Bogh sætter op. Eller hvad med Aagaard Andersen, der efter at have arbejdet sig forbi Aksel Jørgensens tankesæt, i stedet formulerede sig med en styret kaotisk form. At Aagaard Andersens polyesterstole i dag indgår i Museum of Modern Arts i New York"s faste samlinger, siger noget om, hvad betydning disse eksperimenter har. At man her ser dem som et radikalt brud med vante materialer og en konform form. Åbenbart er der i fyrrernes og halvtredsernes danske kunst en diskussion i kredsen af Aksel Jørgensens elever, nogle eksperimenter der kan ses som parallel til de udenlandske aktiviteter, som Bogh vælger at perspektivere til. De danske aktiviteter er ikke særligt godt beskrevet i den danske kunsthistorie. - I samtiden har disse ting, været sort snak. Ud fra den historiske synsvinkel, der også dengang, var grundlaget for danske kunsthistorikere, havde man simpelthen ikke et begrebsapparat og et sprog der kunne bruges på disse aktiviteter. Og i dag er disse banebrydende eksperimenter derfor overset og overløbet, fordi de udenlandske kunstneres aktiviteter er langt bedre beskrevet og massivt formidlet. Det er efter min opfattelse et problem i denne bog, at disse danske formeksperimenter ikke beskrives udførligt, og at de ikke inddrages og diskuteres som en del af Braases grundlag. Det gør vor selvopfattelse fattigere og den nordjyske med for den sags skyld. Helge Bertram er født op opvokset i Aalborg. Når det er sagt, er det positivt, at man med bogen om Ib Braase letter adgangen, til denne sære og forunderlige kunstner. Man møder her en kunstner der tydeligvis ikke haft nogen let gang på jorden og indledningsartiklen af de to unge billedhuggere Martin Erik Andersen og Torben Kapper står klart og tydeligt. De skriver som man så ofte ser, når billedhuggere formulerer sig skriftligt, kort, indholdsmættet og præcist. Gorm Spaabækkultur@nordjyske.dk Mikkel Bogh, Magnus Thorø Clausen, Carsten Thau og Rikke Warming: "Ib Braase". 190 sider, 250 kroner. Borgen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...