Prikkerunden er begyndt

Så er det tid til at sikre sig mod influenzaen

Sygdomme 1. oktober 2002 08:00

AALBORG: Har man sagt efterår, må man også sige influenza. I går begyndte læger og sygeplejersker i 20 steder af landet at rejse rundt og prikke folk. Det er Danske Lægers Vaccinations Service, der tilbyder at vaccinere danskerne mod influenza. Og for første gang tilbyder staten i år gratis vaccination til folk over 65. For alle andre koster vaccinationen 135 kroner. I går mellem klokken 10 og 15 var der mulighed for at tage stikket hjem på Klitgaarden i Aalborg. Her svingede sygeplejerske Lone Grøn og pensioneret narkosesygeplejerske Inge Christiansen de spidse nåle. Og langt de fleste af vaccinationerne tilfaldt folk over 65. Ved 13.30-tiden var der givet 155 gratis vaccinationer, mens godt 60 personer måtte tage et dyk i tegnebogen for at gardere sig mod influenzaen. Ægteparret Karl og Erna Falk fik hver en gratis sprøjte. - Det er helt klart bedre at forbygge end at helbrede, sagde Karl Falk, da han skulle begrunde, hvorfor han ville prikkes. - Jo ældre man bliver, jo værre kan en influenza blive, supplerede Erna Falk. Derefter begav ægteparret sig af sted for at finde en kage til kaffen, mens de fortalte, at vaccinen aldrig havde svigtet dem i de fire år, de havde fået den. Heller ikke Frode Bach er nogensinde blevet skuffet over vaccinens effekt. - Den har altid virket, fortalte den nyligt pensionerede Frode Bach, der som tidligere falckredder har et afslappet forhold til nåle. I forbindelse med jobbet har han mange gange set læger og sygeplejersker give indsprøjtninger. Er Frode Bach ikke bange for et lille prik, forholder det sig anderledes med at blive fotograferet. - Det er 10 gange værre, griner Frode Bach, da fotografen begynder at knipse med kameraet. Til og med 15. oktober er det muligt for borgere i Aalborg-området at blive vaccineret. I dag foregår det i Otiumgården fra klokken 10 til klokken 15, og i morgen foregår det i Aktivcentret på Grønlands Torv i samme tidsrum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...