Primitiv bodegafilosofi

I et desperat forsøg på at få lidt ekstra opmærksomhed i anledning af et par håndfulde nye sange har den såkaldte nationalskjald Kim Larsen gjort sig dybe tanker om Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan: "Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan. Det er jo, som da tyskerne besatte dette land. Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land". Det ligner til forveksling højtlæsning af de tyndeste sider i håndbogen "Argumentation for begyndere": Hvis argumenterne er særligt svage, så hæv stemmen og spil om muligt nazikortet, for det vil vække så mange bitre minder, at det i sig selv vækker opsigt. For et par år siden gjorde Kim Larsen sig bemærket med meget kraftig modstand mod rygeforbud på offentlige steder ud fra en idé om, at sidst den slags blev indført, var i Nazityskland. Dengang brugte Larsen med venner også det meget lidt smagfulde slogan "Gesundheit macht frei" som ordspil på teksten over indgangsporten kz-lejren Auschwitz "Arbeit mach frei". Larsens nyeste forsøg på at spille nazikortet vidner ikke ligefrem om den helt store respekt for de danske soldater, der sætter liv og helbred på spil i frihedens og demokratiets navn i Afghanistan. Ud fra den tidligere folkeskolelærers besynderligt historieløse argumentation skulle de danske soldater nærmeste være en slags nazister. Men hvis Larsens sammenligning skal holde, må Nazityskland jo i sin tid have valgt at besætte blandt andre Danmark for at forhindre os i at udbrede ondskab og terrorisme rundt om i verden, sådan som kampen imod terror foregår i Afghanistan i disse år. Eller hvad? Evnen til at skabe letfattelige melodier, som de fleste kan nynne med på, næsten før de er sunget og spillet til ende, garanterer tydeligvis ikke, at man samtidig er i stand til at udvikle ret meget andet end en primitiv, overfladisk bodega-filosofi, som nok har det bedst med at blive blandt vennerne på den nærmeste bodega.