Prince-læge indgår forlig i sag om popstjernens død

En læge betaler 30.000 dollar for recept, der forbindes til popkunstneren Princes død for to år siden.

En læge fra Minnesota har indgået et forlig med anklagemyndigheden i en sag om udskrivning af smertestillende medicin til popkunstneren Prince en uge før popstjernens død.


Det skriver nyhedsbureauet AP.

Anklagemyndigheden ventes torsdag morgen lokal tid at oplyse, om to års efterforskning af popstjernens død vil føre til anklager om forbrydelser.

Inden da blev forliget præsenteret. Lægen betaler 30.000 dollar - svarende til 180.000 kroner - til den amerikanske stat.

I et brev til lægens advokat fremgår det, at lægen Michael Todd Schulenberg ikke er under efterforskning for kriminelle handlinger.

Den 57-årige Prince, hvis borgerlige navn er Prince Roger Nelson, døde ifølge en obduktion af en overdosis af fentanyl. Fentanyl er et syntetisk opioid.

Opioider binder sig til opioid-receptorer i blandt andet centralnervesystemet, hvor de har en smertestillende effekt.

De amerikanske myndigheder beskrev fentanyl som 50 gange stærkere end heroin.

I to år har myndigheder fra både staten Minnesota og de føderale myndigheder i USA forsøgt at opklare, hvor musikeren fik fentanyl fra. Ingen er endnu blevet anklaget for noget i den forbindelse.

Men den føderale anklagemyndighed påstod, at Schulenberg, der familielæge for Prince, har brudt reglerne op til Princes død. Det handler om en recept udskrevet 14. april.

Forliget nævner ikke Prince direkte, men tidligere løsladte dokumenter fra efterforskningen har knyttet recepten fra 14. april til Prince.

Recepten er på oxycodone, der er et smertestillende middel i opioid-gruppen. Den blev udskrevet til Kirk Johnson, der er Princes livvagt.

Schulenberg har selv forklaret myndigheder, at recepten var tiltænkt Prince, men livvagtens navn kom på af hensyn til Princes privatliv.

Lægens advokater har senere anfægtet, at situationen var mere nuanceret end som så.

Oxycodone var ikke på listen af dødsårsager.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.