Prince vinder sag om “Kings”

{ København: House of Prince overtrådte ikke forbuddet mod tobaksreklamer, da firmaet for to år siden udstillede og solgte specialudgaver af mærket “Kings” på danske værtshuse. Det fastslog Østre Landsret onsdag. House of Prince producerede i sensommeren 2004 i alt 325.000 cigaretpakker af mærket “King’s Blue”, som blev vist frem i en plexiglasholder i barer og caféer over hele landet. Desuden stod der: “kan købes i baren”. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen anmeldte Prince til politiet for brud på loven mod tobaksreklame, men landsretten mener altså ikke, at firmaet dermed reklamerede for cigaretterne. Byretten i Gladsaxe mente det samme. /ritzau/