Princes familie beder Trump stoppe med at bruge hans musik

Præsident Trump skal straks stoppe med at bruge Prince-sange til sine vælgermøder, siger musikerens familie.

Prince døde i 2016 i en alder af 57 år. Nu kræver hans familie, at Donald Trump stopper med at bruge kunstnerens musik til præsidentens vælgermøder. Foto: Bertrand Guay/arkiv/Ritzau Scanpix

Prince døde i 2016 i en alder af 57 år. Nu kræver hans familie, at Donald Trump stopper med at bruge kunstnerens musik til præsidentens vælgermøder. Foto: Bertrand Guay/arkiv/Ritzau Scanpix

Familien til Prince kræver, at Donald Trump stopper med at bruge den afdøde kunstners musik til præsidentens vælgermøder.

- Prince-familien har aldrig givet præsident Trump eller Det Hvide Hus lov til at bruge Princes sange og har bedt dem stoppe omgående, skriver Omarr Baker, Princes halvbror, på Twitter.

Præsidentens valgkampsstab har angiveligt føjet "Purple Rain" - et af Princes allerstørste hits - til listen over sange, der bliver spillet til Trumps vælgermøder rundt omkring i USA op til midtvejsvalget 6. november. Det gjaldt blandt andet et møde i Mississippi i sidste uge.

Familien til den afdøde musiker tilslutter sig dermed en lang række andre kunstnere, som har nedlagt forbud mod, at deres musik bliver brugt til Trump-arrangementer.

Rolling Stones, Adele, Neil Young, R.E.M., Aerosmith, Queen og George Harrison er blandt de mange kunstnere, der har bedt Republikanerne om ikke at bruge deres musik.

Også familien til den italienske tenor Luciano Pavarotti, der døde i 2007, har klaget over, at Trump brugte arien Nessun Dorma under et vælgermøde i 2016.

For to år siden blev Rolling Stones' karismatiske frontfigur, Mick Jagger, citeret for at sige, at der dog ikke er noget i den amerikanske lovgivning, der forbyder Trump at spille den musik, han vil.

- Hvis du er på et offentligt sted såsom Madison Square Garden eller i et teater, kan du spille præcis den musik, du vil. Der er ingen, der kan stoppe dig, sagde han ifølge The Daily Beast.

Amerikansk lov siger dog, at en kunstner godt kan frabede sig, at vedkommendes musik bliver brugt til politiske arrangementer. Men fortsat er der ingen, der har taget juridiske skridt mod Trump.

Prince døde i 2016 i en alder af 57 år af en overdosis smertestillende medicin.

Han efterlod sig intet testamente og havde ingen levende børn. Det er derfor hans søskende, der varetager hans interesser.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.