Retspleje

Principiel højesteretssag om stikkontakter

Kon­kur­ren­ce­rå­det men­te i 2000, at Lau­ritz Knud­sen mis­brug­te sin po­si­tion på mar­ke­det for stik­kon­tak­ter.

Kon­kur­ren­ce­rå­det men­te i 2000, at Lau­ritz Knud­sen mis­brug­te sin po­si­tion på mar­ke­det for stik­kon­tak­ter.

KØBENHAVN:Har de danske konkurrencemyndigheder gjort sit arbejde godt nok, da producenten af stikkontakter Lauritz Knudsen i 2000 måtte stoppe nogle opsigtsvækkende rabatordninger? Det spørgsmål svarer Højesteret på i morgen middag. Og hos Dansk Industri (DI) venter man spændt på en afgørelse, der i deres øjne kan få overordentlig store konsekvenser for de danske virksomheder. DI støtter Lauritz Knudsen, fordi man føler, at Konkurrencerådet alt for lemfældigt kom frem til, at Lauritz Knudsen havde en dominerende markedsposition. - Vi synes ikke myndighederne har levet op de krav, der er. Vi kan ikke se, at de har lavet de undersøgelse som det direkte er påbudt i loven. Og det var derfor DI gik ind i sagen. Det er en helt principiel sag for os, siger DI¿s vicedirektør, Tine Roed, til Ritzau. Konkurrencerådet mente i 2000, at Lauritz Knudsens rabatsystem var udtryk for misbrug af firmaets dominerende position på markedet for stikkontakter. Siden lagde Lauritz Knudsen sag an mod Konkurrencerådet, fordi virksomheden mener, at afgørelsen faldt på et tyndt grundlag. Den anklage blev afvist af Østre Landsret, og nu er turen kommet til Højesteret. For Tine Roed hos DI handler det helt konkret om at leve op til konkurrenceloven krav om, at myndighederne skal undersøge markedet meget grundigt og præcist, før de afgør monopolsager. - Hvis vi får medhold, skaber man den retssikkerhed for virksomhederne, som det var intentionen i år 2000, hvor man indførte loven. - Hvis vi ikke får medhold, så er det vores opfattelse, at myndighederne ikke længere behøver at rette sig efter den såkaldte paragraf 5a, og det er efter vores opfattelse dybt betænkeligt. Ifølge loven skal efterspørgsel, udbud og den potentielle konkurrence undersøges nøje for at få overblik over det relevante marked. - Man har ikke lavet en ordentlig analyse. Derfor kan man ikke konkludere, at Lauritz Knudsen per definition er dominerende, siger Tine Roed./ritzau/