EMNER

Prins Charles på uventet besøg i Irak og Iran

LONDON: Den britiske tronfølger, prins Charles, gennemførte søndag et overraskende besøg i Basra i det sydlige Irak, hvor han mødtes med de britiske styrker i området, rapporterede britiske medier.Få timer senere kom endnu en overraskelse, da tronfølgeren pludselig dukkede op i Iran. - Vi tager normalt ikke prinsen på rejse til så farlige områder som her, sagde en talsmand for prins Charles til det britiske nyhedsbureau Press Association i Irak. - Men styrkerne har brug for en opmuntring. Forhåbentlig vil dette gøre en forskel, tilføjede han. Senere på dagen gik turen så til Teheran, Irans hovedstad, og dermed er prins Charles det første medlem af den britiske kongefamilie, der besøger Iran efter den islamiske resolution i 1979. Mandag mødes prins Charles med præsident Mohammad Khatami, hvorefter tronfølgeren rejser til byen Bam i det sydøstlige Iran, der den 26. december blev ramt af et meget voldsomt jordskælv, der dræbte omkring 40.000 mennesker. Britiske diplomatkilder sagde, at prins Charles leder en lille og "helt upolitisk" delegation i en "ren humanitær rolle" som protektor for Røde Kors i Storbritannien. /ritzau/Reuters