EMNER

Prins Gulerod til hest

HØRMESTED: Ingrid Sørensen, Hørmestedvej 324, gravede forleden en kleppert af en gulerod op fra sit bed - eller måske rettere fra naboens bed, hvor hun har en række med gulerødder, hun frit kan forsyne sig med. Hendes egen køkkenhave er nemlig braklagt, dog uden EU-tilskud, fordi hun ikke længere har kræfter til så meget arbejde i haven. I sidste uge skulle Ingrid Sørensen bruge en gulerod til sin hvidkålssuppe, men den hun hev op var lidt større, end hun havde regnet med: En 22 cm lang sag, der vejer 820 gram. Så vidt NORDJYSKE har kunnet opklare, når guleroden i Hørmested kun verdensrekorden sådan cirka til sokkeholderne, da Kong Gulerod skulle være undfanget i Australien i 1967 med en vægt på knap 4,8 kilo. Prins Gulerod i Hørmested ender i øvrigt næppe som menneskefoder. Ingrid Sørensen oplyser således, at fangsten fra mulden er noget grov i det, så den bliver formentlig serveret for en hest i omegnen. tn