Prins Henrik får silden

Lækker fisk på vej til Amalienborg

Barmer 1. november 2002 07:00

NIBE: Nu står det fast: Hans Kongelige Højhed Prinsen modtager om få dage en spand sild fra købstadsjubilar Nibe by som tak for sin muntre, venlige tone under regentparrets besøg i sommer, hvor prinsen befriet for journalister, fotografer og en del bodyguards spiste frokost i Marinestuen indledt af bragende kanonsalutter. Ombord på kongeskibet Dannebrog om aftenen fortalte dronningen om sin mand prinsens overmåde appetit for sild, og den nydelse det var for ham at spise i Marinestuen. - Han kunne li den, konstaterede hendes Majestæt. - Prinsen nyder i den grad fisken, han skænkede selv snapsen, og vi sender nu fluks en spand til Hans Kongelige Højhed via hofmarskallatet, fortæller formand for Nibe Marineforening, Finn Knudsen, der påtænker selv at overbringe gaven på Amalienborg. - Uhmmm. Den smager, som dengang min bedstemor serverede sild, lød det torsdag på Torvecafeen fra den yderst indfødte prøvesmager Vagn Esmarch. Marineforeningen og Nibe Kaaglaug har nu udbudt 1000 spande sild til 75 kroner stykket - lagret i ugevis på Lundbæk Landbrugsskole efter en krydret opskrift fra Henning "Barmer" Jensen som deres ekstra-bidrag til Nibes 275 års jubilæum som købstad. Silden har senest fået den sidste finish hos tidligere slagter Jens Veggerby, Marineforeningen har lagt ud, og Kaaglauget håber på et bette tilskud til driften af rekonstruerede både som Sjægten. Hos leverandøren af de omkring et ton sild i drænet vægt er velviljen stor. Limfjordskompagniets direktør fra Nykøbing Mors, Poul Laursen, var chef for den hedengangne fiskefabrik Abba Seafoods i Nibe. Han er til at forhandle med, har leveret varen til tiden, til en pris Marineforeningen og Kaauglauget kan leve med, og han er fortsat medlem af Kaaglauget. - Han har været rar og konstruktiv at have med at gøre, konstaterer kaaglaugets ukuelige ildsjæl Anna Hansen. I aften byder Kaaglauget på "det store ædegilde" for medlemmer med sild, øl og snaps på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk ved Nibe.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...