Prins Henrik med til at fejre 40 års fødselar

Epilepsi 26. september 2002 08:00

Prins Henrik er som protektor med, når Dansk Epilepsiforening i dag fejrer 40 års jubilæum med en reception på Odense Rådhus. I Nordjylland har medlemmerne allerede markeret 40 års dagen med et forlænget weekendarrangement på Rønbjerg Feriecenter. 85 var med i arrangementet op til sidste weekend. Ca. 55.000 danskere lider af epilepsi, der viser sig ved spontane og gentagne anfald af bevidstheds- eller motoriske forstyrrelser, hvilket skyldes hjerneforstyrrelser. Det svarer til, at mere end en ud af 100 danskere er ramt. Alligevel oplever epileptikere tit ikke at blive mødt med forståelse, og det er, fremhæver Lone Nørager Kristensen, Nordjyllands Amtskredsforening, med til at underbygge den ensomhed, som mange oplever i forlængelse af sygdommen. Den rammer først og fremmest børn, idet tre ud af fire, der får den, er børn, men ofte forsvinder symptomerne i løbet af nogle år. Endnu ved man ikke, hvorfor hjerneforstyrrelserne opstår og giver epileptiske anfald med og uden bevidsthedspåvirkning. I forbindelse med jubilæumet præsenteres bogen "Inderst Inde - En personlig beretning om følelser, epilepsi og handicap", hvori Dorthe Christensen fortæller om at vokse op som barn og samtidig være pårørende i en familie, hvor moderen har epilepsi. Dorthe Christensens egen epilepsi blev efter teenagealderen holdt i ave med medicin, inden hun fødte sit tredje barn, Mathias, som blev født med misdannelser opstået under graviditeten som følge af epilepsimedicinen. Bogen er støttet af bl.a. Dansk Epilepsiforening. -rod

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...